Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/494

Denne siden er ikke korrekturlest


484 NoRDI.ANDS AMT. faar kom med et brukket ben, eller en hest laa og vred sig i krampetrækninger o. s. v. Fornærmede man en saadan fin, kunde man rammes af et onde, sædvanlig en kunde et eller andet sted i legemet, som man fik bære til sin død, hvis man ikke fandt en anden fin, der tog ganden ud. Hvorledes troen paa finnernes trolddomskyndighed og deres evne til at sætte gand ytrer sig i praksis, viser følgende beret- ning fra 1748-55, der støtter sig til optagne retslige forhør. En svensk fin, Tomas Sjursen, slog sig omkring 1748 ned i Aanesmarken i Vefsen. Folk troede, at han kunde gjøre gand og sætte ondt paa folk og fæ, hvorfor han var frygtet baade af bumændene og finnerne, som kaldte ham en troldfin. Fra sin kotta i Aanesmarken streifede han om saavel i fjeldet hos finnerne som hos bønderne i bygden og tiggede Især vilde han have kjød, og naar han ikke fik, truede han med, at man nok skulde faa kjød. Paa Strøm i Fustvassbygden forlangte han kjød, men da han ikke fik, kom han forbitret med den sædvanlige trudsel. Natten efter omkom Bendix Strøms bedste ko paa baasen; dette tilskreves finnen Tomas’s kunster. Nogle dage efter tiggede han om kjød paa Smedseng. Rygtet var imidlertid gaaet foran, og da finnen skulde forlade huset, tog konen en skuffel glo af gruen og sendte den efter ham, før han kom ud af døren. Naar man kaster varme efter troldfinner, før de kommer ud af huset, kan man forebygge, at de gjør noget ondt. Høsten 1752 tiggede Tomas renkjød hos finnerne. Finnegut- ten Ole Monsen, der passede ren for sin fader Mons, havde ikke mere kjødmad, end han selv behøvede, og gav ham intet. «Orme og madikker skal æde dit kjød, og din fader skal ikke mangle kjød,» sagde Tomas Sjursen og gik sin vei. Nogle dage efter omkom Ole Monsen «ynkelig udi Fjeldet», og i løbet af 8 dage mistede Mens 10 voksne ren, et føleligt tab, da han kun havde 3O reusdyr ialt. Samme høst kom Tomas ogsaa til Rein- fjeld og begjærede kjød hos Anders Andersen. Da han intet fik, forlod han arrig gaarden med den sædvanlige trudsel. Neppe var han kommen ud af syne, før Anders’s kone kom ind og be- rettede, at fraaden stod ud af munden paa den bedste ko, og den vilde ligesom op igjennem taget. «Det har Fin-Tomas gjort,» sagde Anders, og med sin grande Bendix satte han efter finnen, som de naaede paa Nordaasen. «Du har sat ondti koen min,» skreg Anders, og rystede finnen, saa han holdt paa at tabe veiret, og truede ham. Finnen bad for sig. «Din ko - ikke dø - frisk igjen, - ikke dø - ikke dø - frisk igjen,v forsikrede Tomas y11kelig. Finnen mumlede nogle finske ord og gjorde et par fæle øine. Da de kom hjem mod kvælden, var