49O NORDLANDS AMT. Ingimund. kaldet den gamle, Thorsteins søn, havde været med i slaget ved Hafrsfjord paa Harald Haarfagres side og havde af ham faaet et billede, hvorpaa Frøy var afbildet i sølv. Hans fosterfader IIIæ(lZIZ holdt et gilde for ham. Det heder, at Ingimund var opfostret af Ingjald, som boede i Hej“ni i det nordlige Haalogaland. P. A. Mun(-h gjengiver dette med Havn i Haalogaland. O. Rygh forstaar deti ((Norske Fjord- navne» som bygden Hevne i Nordmør. I 1Norske Gaardnavne- heder det, at Havnøen øiensynlig ikke er et gammelt navn. Ved dette gilde brugte Ingjald og hans kone seid, forat folk kunde lære sin fremtid at kjende. Der var kommet en trold- kyndig finnekone, og Ingimund og hans fosterbroder Gr-im ind- fandt sig med mange folk. Finnekouen sad paa et høit, smykket sæde. Folk gik da frem hver fra sin plads og spurgte hende om sin skjæbne, og hun spaaede da for hver, og folk likte for- skjellig det, de fik høre. Ingimund og Grim spurgte ikke, og de brød sig ikke om hendes spaadomme. Vølven spurgte da, hvorfor de unge mænd ikke vilde vide sin skjæbne, thi de var dog de mærkeligste mænd af dem, som her var kommet sammeu. Ingimund sagde, at han ikke brød sig om at kjende sin skjæbne længer end did, den var naaet, og den blev vistnok ikke bestemt af hendes tunges snak. Hun sagde, at hun da uspurgt vilde berette: «Du skal komme til at bebygge et land, som heder Island, som nu er ubeboet viden om. Der vil du blive en anseet mand, og du vil naa en høi alder; mange af dine efterkommere vil ogsaa blive berømte i det land.» Ingimund mente, at det var en god spaadom; han vilde sikkert aldrig reise til det land, og han vilde ikke være nogen god husholder, hvis han solgte sine store og gode ættejorder for at reise afsted til øde bygden Finnekouen svarede: «Det vil gaa, som jeg siger, og det skal tjene til tegn, at det billede, som kong Harald gav dig i Hafrsfjord, nu er kommet ud af din pung; paa det billede er Frøy tegnet i sølv, og det ligger nu i det holt, hvor du kommer til at sætte bo. Naar du bygger din gaard, saa vil det, jeg siger, sandes.» II1gîlDIlIld sagde: «Havde det ikke været for min fosterfaders skyld, saa skulde du uudgjælde for din spaadom, men da jeg ikke er nogen voldsom og trættekjær mand, saa faar det gaa.» Hun mente, at han ingen grund havde til at være vred; men han sagde, at hun var kommen did i en ond stund, hvortil hun svarede, at det var nu saa laget, enten han likte det eller ikke, og saa føiede hun til, at Grim og Hromund ogsaa vilde komme til Island og blive anseede bønder der.
Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/500
Denne siden er ikke korrekturlest