Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/502

Denne siden er ikke korrekturlest


492 NORDLANDS AMT. bygge en gaard og reiste et hov, og da han grov for at reise sine høisædestøtter, fandt han sit billede, og da sagde han: «Det er sandt, at det ikke nytter at stride mod sin skjæbne; vi skal være fornøiet, denne gaard skal hede Hov.» Denne beretning er mærkelig ikke alene derved, at den viser troen paa fremsynthed og paa finnernes evne til at foretage færder i aanden, medens legemet ligger igjen, men den er ogsaa mærk- værdig ved den stærke tro paa skjæbnen, at det er saa laget, en tro, som her tillægges baade Grim, Ingimund og Harald Haar- fagre, og som er almindelig udbredt den dag idag i vort land. I ()rvar Odd-S saga er en beretning, som ligner den om Ingi- mund. Odd kommer til sin fosterfader Ingjald, som bor paa Berurjöðr, vistnok Ber)-jord i Sogndal herred i Stavanger amt, og vølven Heid er indbudt; hun øvede seid om natten og forud- sagde gaardene folk deres skjæbne. Tilsidst sagde hun, at hun syntes, der laa en mand under en skindfeld. Det var Odd, som laa der. Han kastede felden og sagde, det var en mand, som vilde, at hun straks skulde holde kjæft og ikke snakke om hans skjæbne, ellers skulde han slaa til hendes næse med den stav, han holdt i haanden. Hun brød sig ikke om hans trudsel. Hun sagde, at Odd skulde naa en høiere alder end andre folk og drage fra land til land som en berømt mand, men hvor vidt han fór, skulde han dog dø hjemme paa Berurjóð. Høsten Fakse, som stod ista1denï skulde blive hans bane. Odd slog med stokken til hendes næse, saa blod sprutede paa gulvet. Heid brød vred op fra gjæstebudet. Odd og hans foster- broder Aasmund gik til stalden, ledede Fakse til en dalsænkning og grov en grav saa dyb som to mandshøider. Saa styrtede de hesten ned i gi-aven, lagde over de største stene, som de sammen kunde orke, og mellem stenene lagge de aur og sand. Odd mente, at hesten nu efter dette ikke skulde blive hans bane. Efter et langt og eventyrligt liv kom han seilende forbi Berurjóò, og han sagde da, at han længtes efter at se sin foster- faders gaard, og han reiste iland der, hvor gaarden havde været. Han fortalte, hvor hvert hus havde staaet; nu var der blot en liden gaard. Der, hvor der før voksede vakre blomster, var der nu sandbanker, som var blæst sammen af vinden. Da de gik, snublede Odd og faIdt. Hvad var det, som jeg stødte foden mod, sagde han, og førte sanden bort med spydskaftet, og da saa alle, at der laa en hesteskalle. En orm krøb ud af skallen, og den hug Odd i foden over ankelen; giften satte værk, og det blev Odds bane. Troen paa fremsynte, saaledes som den har taget form i