Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/507

Denne siden er ikke korrekturlest


sAoN. 497 Sigar og fortalte, at en mand laa hos hans datter. Kongens folk trængte da ind i buret, og mange af dem faldt, men Hagbard blev tilsidst fanget og bundet og dømt til at hænges. Da Hag- bard kom til galgen, vilde han prøve Signes troskab og bad, at de først vilde hænge hans kappe op i galgen, og det gjorde de. Ei alene Signe, men ogsaa hendes piger vilde dele hans skjæbne, og da de fra jomfruburet saa kappen i galgen, mente de, at Hagbard nu var hængt. Hun satte da ild paa sit bur, og saa hængte hun sig, og hendes piger gik i døden paa samme maade. Da Hagbard saa ilden paa kongsgaarden, bad han dem løfte sig op i galgen, han vilde gjerne hænges, naar han fik saadant følge paa “dødsstien; intet kunde skille dem, naar døden ikke kunde. Endnu kjendes i Sigersted den haug, hvor Hagbard blev hængt, og stedet, hvor Signes bur laa. Sagnet viser kjærlighedens magt, dog med nogen overdri- velse, eftersom det, som det synes unødigen, ogsaa lader Signes piger tage livet af sig, skjønt han havde kaldt dem trælkvin- der og ikke vilde have dem til sengefæller. I den oprindelige viseform er Hagbardsagnet ikke bevaret i Norge fra gammel tid, men ikke blot enkelte dele af sagnet, navnlig forklædningsscenen, klinger igjen i andre norske folke- viser, men ud fra Hagbardsagnet er der ved en senere omdigt- ning skabt yngre norske ballader, som visen om Bendik og Aarolilja, der hører til de vakreste digte i den gamle visedigt- ning. Denne vise og dens søstervise om Kjølneskongen er om- talt i beskrivelsen af Finmarkens amt. Men i prosaform, i mundtlige -sagn, lever fortællingen om Hagbard og Signe den dag idag i Norge som i Danmark og Sverige I Hagbardvisen og i visen om Bendik og Aarolilja er der i enkelte træk stor overensstemmelse, tildels i enkelte vers. Saa- ledes heder det i den sidste vise i et vers: Tvý saa vorre dæn falske terna, ho ’va’ inkje langt derifraa: bo stol burt svære mæ hovde hass, aa mæ føtane brynje blaa. I den danske vise heder det: Der stoed deun forbandede therne lyde hun der-paa: hun stall bort hanus guode suerd oc saa hans brønie b1aa. Ogsaa i gamle stev lyder igjen laan fra Hagbardvisen: Der kom ein gut otor rust-o ut og han ha’ grisetryne; han stal burt min goan ljaa og saa mit vesle bryne. 32 - Nordlands amt 1I.