Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/510

Denne siden er ikke korrekturlest


500 NORDLANDS AMT. Fløt Fløan i Paa Fløan boede en, som hed «Fløt», fordi han var saa «fljot» til at fare paa ski; han havde et par-kvikski, som var gjort af et kløfttræ, som havde staaet slig til, at solen skinnede gjennem kløften om middagen, og saa var skierne gjort paa 3 torsdagsjulekvælder; da blev de s1ig, at de gik baade brat og fladt, baade paa sjø og land, ja i luften med, og saa fort som vinden eller blinken af eldingen. Kjærringen hans skulde brygge øl til jul, men de manglede gjær. Saa maatte Fløt helt til Sverige efter gjær julaften. Fløt kom frem og flk gjær, og drog saa til- bage, om det end var noget sent paa kvælden. Da han kom paa Forboddnadsfjeldet, kom en troldkjærring ud af fjeldet: «Bi, bi, saa skal du faa en skjænk, du kan være tørst nu, Fløt!» Saa gav hun ham et sølvbæger med en drik i. Fløt lod som han drak, men slog alt ud bagover. Det var saa stærkt, at det brændte hul paa skierne hans, der hvor det kom. Fløt tog bægeret med og drog afsted. «Bi, bi, bi, bare til jeg faar paa mig trold- broken!» skreg kjærringen, «saa skal jeg nok naa dig.» Fløt fik saapas forsprang, at han løb fra hende, som kom trillende efter som et sort nøste, naaede Fløan og fik løst kirkeklokkerne. Troldkjær1-ingen var da kommen ned paa Hamarsjordet, men da hun fik høre klokkerne, sled hun i sinne foden af sig og kjylte den efter kirken, og saa sprak hun; men foden naaede ikke frem, den faldt ned paa jordet der og blev til sten, og endnu heder den ageren «Troldfoden». Bægeret gav Fløt til kirken. Da han var død, blev alt solgt efter ham. Paa skierne bød de omkap, men tilsidst blev det hovmanden, som blev eier af dem. Han tog straks skierne paa, men han kunde ikke bruge dem. Nedover den bratte li ved gaarden bar det som en pil, og ud- over et bergstup og lukt paa sjøen. Saaledes kom baade hov- manden og Fløt-skierue bort. Men den bergknaus heder endnu Hovmandsberget. De stjørdalske beretninger om Fløt Fløan danner en sammen- kjædning af sagnmotivet om kvikskierne med det vidtudbredte og berømte sagn om drikkehornet, som troldet rækker et menneske ud af berget; dette sidste motiv vedkommer os ikke her. Det er tilstrækkeligt at bemærke, at det trold, som optræder i denne sagngruppe, her er et kvindeligt trold, medens det ellers altid er et mandligt, og dette antyder en forbindelse med den ene Hemingsvise, hvor Heming paa sine raske ski flygter frasen gygr, før-ende med sig guld og sølv. Ideen om kvikski synes ikke fra først af at have tilhørt de norske sagn om Heming. Han fremstilles allerede i saga-