Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/514

504 NORDLANDS Am-. barede sig da, og trak Heming til sig; han vilde ikke, at kong Harald skulde svare for hans død. Han skulde blive vidne til Haralds død, men han vilde slet lønne sin redningsmand, om han der viste sig virksom. Heming kom tilbage til Torgar, men reiste saa til England og gjorde en valfart til Rom, vendte saa tilbage til England og blev vel modtaget af kong Jatvard (Edvard). Det heder i Hemingstaatten, at Heming blev i England, og at han i slaget ved Stanfordbro med en pil mærket Harald Haardraade uden at dræbe ham. Englænderne lærte paa den maade den norske konge at kjende og dræbte ham. Den norske og den færøiske folkevise om Heming er nylig studeret af en svensk lærd, O. Klockho“ff. Han mener, at den færøiske vise er digtet paa grundlag af sagaen om Heming, og at den norske vise er en aflægger af den færøiske. Dette kan af flere grunde ikke være rigtigt, som ogsaa ‘4xel ()lrik mener. Den norske vise er Vistnok overført til den.norske nybygd paa Færøerne, men færingerne har senere udfyldt og delvis omdigtet visen efter sagaen. Efter den norske vise hører kong Harald kjæmpen Heming omtale som idrætsmand og reiser for at maale sig med ham. Aslak søger at gjemme sin søn, men Heming møder frivillig. Først er der væddeskydning med bue, begge er ypperlige skyttere, og 15 pile efter hverandre mødes med oddene. Da kong Harald ikke kan beseire ham, paalægger han ham at skyde en valnød af hovedet paa hans broder. Heming gjør det, halvparten af valnødden ligger igjen paa broderens hoved; men han har taget to pile ud. Hvis han havde skudt sin broder, «saa ha’ denni sama blanke pili igjenom deg, Harald, silt rent». Saa paalægger kongen ham paa ski at staa ned et ufarbart fjeld. Heming gjør det og griber i farten kongen i akslen, «saa nasanne gruvla i jor». Saa skal Heming udstaa“ en svømmekamp med kongen, som griber sin kniv og tænker paa at dræbe ham; men Heming tager kniven fra ham og kaster den og hugger saa af kongens haand og fod. (ZSlig gjør kongens karer, naar vi skjærer kongens klær,» siger han. Det sidste vers lyder saaledes: Heming stige paa eik(-skio renner han nor ive heie, alle spyr, men ingen veit hori den drengen var hr-ime. Hele digtet har dette omkvæd: Heming unge han kunde paa skin renne