Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/518

Denne siden er ikke korrekturlest


508 NORDLANDS AMT. krøniker fra SchweiZ eller Østerrige kjender det mindste til Tells skud, ikke engang til hans eksistens. Baade han og hans mester- skud er forlængst udmønstret af historien; man har erkjendt, at hele beretningen kun er et vandresagn. En af de ældste beretninger om Tell-sagnet meddeles efter Etterlin forkortet: Nu var der i landet en bra mand, Wilhelm Tell, som mange gange gik forbi GesZlers hat uden at bøie sig for den, og saa anklagedes Tell. GesZler lod Tell kalde for sig og spurgte, hvor- for han ikke havde bøiet sig for stangen og hatten. Tell svarede, at det var skeet tilfældig, og heller ikke troede han, at der vilde lægges saa megen værd paa det, «og var jeg klog, hed jeg ikke Tell». Han bad GesZler skrive det paa hans daarskabs regning. Tell var den bedste skytte i landet; han havde vakre børn, der var ham kjære. Herren sendte bud efter Tells børn og spurgte ham om, hvilket barn der var ham kjærest. Tell svarede, at de var ham alle lige kjære. Da sagde herren: «Nu skal du give mig en prøve paa, hvor dygtig skytte du er, og skyde et æble af hovedet paa et af dine børn.» Tell anraabte herren om at forskaanes fra en saa unaturlig handling. Men herren og hans knegte tvang ham til at skyde, og GesZler selv lagde æblet paa hovedet af barnet. Tell tog da en pil og stak den i sin køllert, en anden tog han i haanden, skjød saa æblet af hovedet paa barnet uden at gjøre det mindste skade. Da spurgte Geszler Tell, hvorfor han havde stukket den første pil i sin køllert. Tell sagde, at det saaledes var skik blandt skytterne. Geszler bad Tell sige Sandheden lige ud, hvorfor han stak pilen i køllerten; han vilde sikre ham livet. «Siden I har sikret mig mit liv, vil jeg,» ytrede Tell, «sige sandheden. Dersom jeg havde feiIet æblet og skudt mit bam, vilde jeg ikke have feilet eder med den anden pil.» Da GesZler hørte det, ytrede han, at han vilde være sikker for ham, og lod ham binde og føre over paa et lidet skib, lagde vaabnene ved siden af ham og seilede til SwytZ. Men der kom en forfærdelig storm, saa de holdt paa at omkomme. Da Tell var en stærk mand, som styrede godt, blev han løst for at frelse (lem. Han stillede sig ved roret og styrede godt, men da de kom til en stor klippe, som senere er kaldt Tells klippe og endnu kaldes saaledes, raabte han til dem, at nu maatte de ro af al magt forbi klippen, saa var det værste overstaaet. De roede stærkt, men ved klippen svang Tell, som var meget stærk, far- tøiet af al magt mod land, stødte det saa fra sig og lod dem drive, medens han selv løb igjennem SwytZ til hulveien ved KiisZnacht. Der ventede han, og da GesZler kom ridende, spændte