Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/520

Denne siden er ikke korrekturlest


51 O :voR1)[.AN1)s AMT. der, som med en armbue gjennemskyder et æble paa hovedet af en gut Henningnavnet i dette sagn synes at stamme fra Heming- navnet; det fremmedartede Heming er blevet erstattet af et borgerligt holstensk navn, som ligger Heming nær i lyd. Efter al sandsynlighed beror det paa mere end et tilfælde, at Henningsagnet henføres til samme tid som den, da sagnene om Tell og Punker først dukker op i Tyskland og SchWeiZ. Da sagnet om Henning wulf støttes af det gamle kirke- maleri, tør man vistnok gaa ud fra, at de tre lokalisationer i Holsten, SchWeiZ og Baden staar i historisk sammenhæng med hverandre og viser de forskjellige geografiske trin i udbredelsen. I dette tilfælde vil det være af væsentlig betydning for udred- ningen af sagnets hjemsted, at det holstenske navn peger tilbage til det norske Hemingsnavn, ligesom Tells drab af GisZler synes at forudsætte Heming og Tokesagnets hævn overfor tyranen. Mellem navnene paa hovedpersonerne i de vigtigste sagn i hele denne gruppe synes der at være en dybere og mere ind- gribende Overensstemmelse Tell siger-: «Var jeg kl“og, hed jeg ikke TelI», og «der Tell» betyder ligetil den vanvittige eller enfoldige. I Hemingstaatten siger faderen Aslak om Heming, at han syv aar gammel «tok vitflrring», blev sindsforvirret, og i Saxos sagn staar Tokes navn i forbindelse med tok, tokig, en tosse, taabe. Det er ikke umuligt, at selve navnet Heming fra først af har havt en lignende betydning, den som skifter ham. Er denne udvikling rigtig, kan den ikke bero paa tiIfældighed; den vilde i saa fald aflægge et afgjørende vidnesbyrd om Tellsagnets afhængighed af de nordiske sagn. Ogsaa til et andet germansk folk har sagnmotivet om mester- skuddet naaet I en gammel engelsk-skotsk ballade, hvis ældste optegnelser gaar tilbage til reformationstiden, gjenfindes det samme træk. I de gamle tykke skogs i grændselandene mellem England og Skotland holdt de fredløse til, som de barbariske jagtlove havde bragt udenfor loven. Blandt disse fre(lløse skildres fornemmelig William Cloudesly, og om ham og to af hans venner er balladen skreven. De havde dræbt sheriffen i Carlisle, og de drog til «kongen i Lon- don», som ikke kjendte til det begaaede drab, og som efter dron- ningens forbøn gav dem fred. Da kongen fik underretning om drabet, blev han vistnok forbitret, men forlangte kun, at de skulde vise sin færdighed i bueskydning. Det gjør de da, og William lægger her frivillig et æble paa sin Søns hoved. ê