SAGN. 513 l den gamle Gufasaga fra omkring l300 fortælles, at Got- land fra først af var et sligt huldreland. Det heder der: «Gottland blev først fundet af en mand, som hed Þjelvar. Da var Gottland et sligt alveland, at det sank om dagene og var oppe om nætterne, men han bragte ild paa landet, og siden sank det aldrig.» Endnu taler de gotlandske fiskere om (flåig-land» eller smør- land, som lokker dem ud af leden, efter sin oprindelige betyd- ning huldreland, men nu brugt om hildring. I regelen bringes disse huldreøer for dagens lys ved hjælp af ild eller staal, stundom ogsaa ved korsets tegn. Ifølge en gammel folketro hevner de usynlige væsener, som bor paa disse lande, sig paa enhver, som prøver at løfte øen op i dagen. Al- mindeligst heder det, at. vedkommende menneske bliver til sten, saasnart staalet eller ilden berører huldrelandet. Derfor har folk havt en sky for personlig at bringe staal eller ild paa disse øer. Oftest sker landvindingen derfor ved hjælp af et husdyr, en hest, en okse eller en gris, som tilfældigvis har fundet vei til landet. Dyrets hyppige fravær bliver bemærket af eieren, som saa binder staal fast paa det. Fra Jylland har man et par saadanne sagn. Det ene gjæl- der øerne Øland og Gjøl i Limfjorden. Gjøl har længe været befolket, men ikke Øland. En mand boede i Knudegaardene, og han havde en sugge, som hver vaar blev borte, men ud paa sommeren kom igjen med et helt kuld grisunger, men ingen vidste, hvor den kom fra. Saa en vaar, da det led til den tid, den pleiede stryge sin vei, bandt manden en kniv paa den, og kort efter fik han se en vakker ø med bøkeskog, som var kom- met op af havet. Han blev den første eier af Øland. Det andet sagn knytter sig til Bodum, anneks til Ydby. Bodum var i gamle dage helt omflydt af vand. Der boede trold og ellefolk og saadant noget skidt, før der blev kristendom til. Stadig laa der taage over øen. Saa hændte det engang, at der blev en hoppe og et føl borte for en mand i Ydby, og der var ikke spor af dem nogetsteds. Da faldt folk paa at se, hvad der kunde være bag dette vandet, hvor der altid var taage. Efter- som de roede, “lettede taagen, og da de kom til land paa øst- siden, blev der fuldt dagslys, for nu blev landet betraadt af kristne mennesker. Der fandt de hoppen og føllet. Fordi lan- det blev fundet med baad, kaldte de det Baadum. Sag-n af denne art er imidlertid forholdsvis sjeldne ved Danmarks og Sveriges kyster. Ved Norges lange kyststrækning optræder de forbausende hyppig. I Tautra kloster var i gamle dage et billede, som forestilledVe en purke med en saks om halsen. Purken er netop kommet 33 - Nordlands amt II.
Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/523
Denne siden er ikke korrekturlest