Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/525

Denne siden er ikke korrekturlest


SAGN. 5I5 sjømænd, som er i livsfare, som finder øen. Torsken er der overvættes stor og ruller i massevis henover ankertauget. Ind- byggerne hører til huldrearten og er godmodige og tager gjerne mod folk, som er i fare. Landet er ikke kommet op over havet eller er blevet synligt, thi intet dyr kan komme did, og folk vil ikke kaste staal ud, naar de ligger der for anker; thi de ved, at de da straks vil blive til sten. Seierstaalet er desuden vanskeligt at faa nu. -- S(?hønnebøl beretter i sin beskrivelse af Lofoten og Vesteraalen af 159l om en fuglt han kalder havhest, det vil sige stormfuglen, mamelukken (proællaria gla(ialis), at den er en huldrefugl. Bindes staal til den, vil dens huldreland aabenbares. Det heder: «Mig er ogsaa udi sandingen sagt af gode ærlige fo1k, at dersom mand vil gribe denne fugl levendes, og binde et lidet staal paa hannem, da kunde de andre hans staldbrødre det kiende, og straxen merke at han haver staal paa sig, og derfor forsamler de sig omkring hannem, og river alle fierene af hannem, og der- som de ikke enda kunde faae jernet af hannem, saa rive de han- nem se1v i hiel og saa flye de bort. Denne fugel er ikke gierne fremme uden i mørkt veir, ellers holder han sig udi det vilde hav paa øer, som ingen Christen meniske kommer eller veed sig der af at sige. Mange mennisker ere udi denne mening, at denne samme havhest skal være en hulderfugl, og derfor kand han ikke fordrage staal paa sig, thi dersom staalet kom paa det land som de ere, saa mene de at det samme land maatte blive aabenbaret. Men jeg holder det for en fabell. Men det er vist og ofte for- søgt, at dersom mand binder staalet paa og slipper hannem saa løs, da river alle de andre fierene af hannem, og paa det sidste da river de ham slet ihiel, men hvorfore de det giøre, det maa gud viide som alting veed.» Havhesten ruger ikke i Nordland, men den holder til i mængde paa fiskegrunde, 5--6 mil udenfor Lofoten (se bind I, pag. 767). Af og til hænder det, at huldreøer ikke forsvinder, naar der kommer staal eller ild paa dem. De svarer da til det, som syd- paa kaldes fundgaarde eller huldregaarde, som man har bemæg- tiget sig ved at kaste ildstaal over taget. Den nordvestlige del af Andøen var engang et usynligt land. Men en mand i Loviken paa Hinnøen havde en purke, som ofte blev borte; naar den saa kom igjen, havde den altid med sig en flok smaagriser, som saa anderledes ud end andre smaagriser. Manden bandt da et stykke staal om halsen paa purken. Om natten kom den igjen bort og vendte ikke tilbage. Den var draget ud paa Andøen, og da der var kommet staal paa øen, var den nordvestlige del kommen op af havet, synlig for alle.