Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/526

Denne siden er ikke korrekturlest


5I6 NORDLANDS AMT. Hvor der nu er bjerge, var før fiskepladse; derfor fandtes der før fiskestene og skibsankere oppe i fjeldkløfterne langt fra havet. Ligedan var det med Svinøen i Brønnø paa Helgeland; den var før heller ikke synlig. En mand paa gaarden Rodal, lige- overfor Svinøen, bandt staal om halsen paa grisen, som saa ofte løb bort. Da blev Svinøen synlig for alle, men purken blev til den sten, der nu staar paa øens sydende. Vega har, ligesom Andøen, før været under vand, men er senere kommen tilsyne. Det gik saaledes til: En hest vilde ikke være hjemme nogen nat, og da forstod manden, at den havde noget underligt fore; derfor bandt han seierstaal i dens man og lod den gaa. Ikke længe derefter laa der nogle fjelde udenfor; det var Vega. Hesten blev til sten, saa snart den kom til landet, og endnu staar den paa den sydøstlige side af øen. Solen udenfor Vega kom frem paa samme maade. Det var en okse, som havde samme uvane som hesten. En mand bandt seierstaal i halen, og da den kom paa landet, blev den til sten. Der er endnu to stene, den ene reist ovenpaa den anden; den ene er «Sølioksen», og den bruges paa lang afstand til med af fiskerne. Alle disse sagn har en naturlig forudsætning i den norske kysts særegne natur. Imidlertid synes den forestilling, som faar udtryk gjennem disse sagn, at være overordentlig udbredt, hvor naturbetingelserne er tilstede. Særlig har de keltiske folkefærd i Irland og Skotland en række ligeartede fortællinger. Og selv om der vanskelig kan være tale om at udlede det ene lands sagn- forestillinger paa dette omraade af det andet 1ands, saa har fore- stillingens lighed nødvendig medført stærk paavirkning og blanding til begge sider; særlig hos irerne forekommer hyppig sagn om de «levendes land» eller «ungdomslande», en ø langt ude i havet mod vest. Det er det herligste land under solen, med oven-flod af sølv, guld og ædelstene, af honning og vin; træerne staar grønne og bærer frugter og blomstrer hele aaret igjennem, og den, som lever der, er evig ung-. I irske digte fra middelalderen lokker mænd, som hører hjemme i dette land. menneskemøer til sig. Udslag af denne irske tro er bevaret i de norske og islandske sagaer i forestillingen om en ø, stor som et fastland, ude i Atlanterhavet, som vore fædre kaldte Irland hit -mikla eller Hvi- n-amam2alǫnd, de hvide mænds land. I nutidens irske tradition fører dette land navn af Hy-Brea- s(1il, den signede ø. Men denne irske tro er i sin tur sikkert ikke uden sammen- hæng med den klassiske forestilling om «de saliges øer», og med I’lat(ms fortælling om den Store ø Atlantis med dens lykkelige