Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/527

Denne siden er ikke korrekturlest


SAGN. 517 guldalder. Af alle middelalderens literaturer er den irske rigest paa beretninger om sjøfærder, foretaget til et sligt hemmeligheds- fuldt land. Mest bekjendt er St. Brandans sjøfærd. Denne for- tælling gaar tilbage til den tidlige middelalder og er oversat paa de fleste europæiske sprog, ogsaa paa gammelnorsk. Denne Bran- dans sjøfærd har dog en forudsætning til foruden de irske sagn, nemlig Odysseen, der i vesterlandene er blevet til Brandans færd og i østerlandene til Sindbads reiser. Man kan træffe til at faa besøge huldrefolket paa deres ø, naar man er i nød og i uveir driver ind mod øde øer eller ufrem- kommelige viker. Sjørei8er til huId1’eøe1’. De folk, hos hvem reiser til alveøer og huldrelande almindelig optræder i sagnoverleveringen, er irerne og nordmændene i Norge og de norske nybygder. “ Her skal kun et af de gamle irske sagn omtales. I et irsk haandskrift fra det 7de aarhundrede eller endnu tidligere, opbevaret paa det kongelige bibliothek i Stockholm, for- tælles om en irsk høvding, som paa et træ nær sin borg fandt en gylden gren med guldblomster og ædelstene. Han tog den med til borgen. Da kom der en vakker frue og gjorde fordring paa disse kostbarheder. Hun sagde, at de kom fra en ø, hvor slige grene var meget e almindelige, og hvor mænd og kvinder aldrig ældedes. Hun raadede høvdingen til at udruste et fartøi og reise med hende til øen, og det gjorde han, idet han bemandede skibet med 3 gange 9 mand. De kom til øen og var der nogen tid, og de følte sig saa lykkelige, at dagene gik fra dem, uden at de vidste, hvor der blev af dem. Endelig vendte høvdingen tilbage til Irland, men der var da ingen, som kjendte ham, thi der var gaaet mere end 10O aar, siden han reiste. . Fortællinger om slige sjøreiser er i Norge først og fremst knyttet til Nordland, om end forestillingen om huldrelande ude i havet er almindelig over hele landet. De mest typiske og rigest udviklede eksempler paa deslige sjøfærder, er de bekjendte sagn om skarvene paa Utrøst og tufteW folkene paa Sand;flesa, som er meddelte i Asbjørnsens «Huldre- eventyr-». Det heder, at de nordlandske fiskere af og til finder halm- straa fæstet til styret eller bygkorn i fiskens mave; de har da seilet over et huldreland. Midt i Vestfjorden, heder det, viser der sig undertiden et fladt, stort agerland, der kan dukke saa høit op, at aksene staar tørre. .4sbjørnseu“9 bekjendte eventyr om skarvene fra Utrøst beretter om en fisker fra Værø ved navn Isak, som traf paa mørkeskodde og storm, da han var ude at fiske; han seilede med fart, og da