Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/531

SAGN. 521 Paa havnen laa en jægt og store baade, og der var prægtige jor- der og flokke af velfodrede kjør og faar. Udenfor vaaningshuset traf de en vakker jente, som venlig bød dem ind i stuen til far Her var rigdom og pragt, og en graaskjægget mand sad ved bordenden; han bad dem tage plads, og bordet blev dækket med de bedste retter. Høvedsmanden vilde gjerne vide, hvor de var, men fik den besked, at de var ikke saa langt borte fra «leia». Ovenpaa var der til hver af dem en vel udstyret seng, og efter en god søvn skulde de drage videre. Skodden var lige tæt, men den gamle sagde, de skulde ro i selskab med ham. Hans datter var hele tiden venlig mod høvedsmanden, og denne likte ogsaa den vakre jente. Før de reiste, indbød den gamle ham til at besøge sig paa hjemturen. «Du finder nok frem,» sagde den gamle. De fik det raad at fiske i Berlevaag om som- meren; der vilde fisket slaa bedst til. Efter flere timers roning i den tætte skodde sagde den gamle: «Farvel gutter og vel- kommen igjen til høsten. Ro ret frem, saa klarer det snart op.» Derpaa forsvandt han i skodden, og denne lettede kort efter, og da var de paa samme sted, som de var, før skodden kom. Efter et rigt fiske reiste helgelændingerne hjemover fra Berlevaag, og de fik igjen skodde over Malangen, da de naaede hen mod Afglapen. Høvedsmanden skjønte, den gamle vilde tale med ham, og efter en lang rotørn var de paa stedet igjen, og gamlingen tog mod dem paa bryggen. Men den gamle vilde tale med høvedsmanden, før han lagde sig. Med kallen og dat- teren gik han først til sommerfjøset gjennem en stor bygager med svære aks. I fjøset stod femti kjør foruden okser og ungfæ, seks heste var tjorede i nærheden, og alle sauene slæbte ulden efter sig. Bag fjøset var der frodig birkeskog, og i elven stod laksen tæt. Pakhusene var fulde af trantønder, rundfisk, hollænderfisk, rotskjær o. s. v. I spiskammeret var sølvtøi af alle slags, og i den gamles værelse var en stor kobberkjedel med sølvpenge og en kiste med bunker af papirsedler. Da sagde den gamle: «Alt dette kan blive dit, hvis du vil gifte dig med min eneste datter Guri.» Gutten vilde nok gifte sig med hende for langt rimeligere betaling, men han vilde dog vide, hvad slags folk han var sammen med. Den gamle svarede: «Gaar- den heder Gilbergsviken.» (Gilbergsviken er en aaben bugt paa yttersiden af Senjen, mellem Øifjord og Mefjord. Den er ube- skyttet mod havet, og kun i roligt veir gaar det an at lande der; lien ovenfor er et ulænde.) «Vi sees ikke tiere af dig og dine folk, end vi selv vil. Saa ofte du vil til kirke, skal du faa fri skyds, men du maa være ude af den igjen, før svart- stakken begynder at vaske ungerne (før daabshandlingen); ialfald maa du slet ikke se paa, at han favner snøre (uddeler velsignel-