Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/533

Denne siden er korrekturlest


SAGN. 523 gammel. De var ude i baad paa smaafiske; da drev vinden dem tilhavs. I nattemørke blev baaden knust mod et land; de gik op fra stranden og traf en kotbonde; hos ham var de vinteren over. Kjærringen fostret Agnar, medens kallen fostret Geirrød “og gav ham gode lærdomme. Om vaaren gav kallen dem et skib, men da han og kjærringen fulgte dem til stranden, talte kallen afsides med Geirrød. De fik godbør og kom frem til sin faders baadstø. Geirrød, som stod fremme i skibet, løb paa land og stødte skibet ud og raabte: «Far trold i vold.» Skibet drev tilhavs, og Geirrød blev taget til konge og blev en navnkundig mand. Kallen er efter fortællingens fremstilling Odin og kjær- ringen Frigg. Som Sophus Bugge har paavist, er denne fortælling intet andet end en let omdigtning af de nordlandske sagn om reiser eller sjøfærder til huldrelande overført paa Odin og Frigg i vikingetidens literære mytologiske sprog. De to brødre i «Tuftefolket paa Sandflesa» er forbillede for Grimnesmáls Agnar og Geirrød. Digteren af Grimnesmál har hentet en del af sit stof fra et ældgammelt nordlandsk folke- sagn, hvoraf de nulevende sagn «Skarvene paa Utrøst» og «Tufte- folkene paa Sandflesa» er yngre og kløvede udviklinger. Grimnesmál er forfattet omkring aar 95O; allerede paa denne tid har saaledes fortællinger om reiser til huldrelande ude i havet været almindelig kjendt i Nordland. Bugge mener endog, at forfatteren selv maa have været nordlænding, og han finder det sandsynlig, at digteren er den bekjendte skald Øivind skalde- spilder, som var fra Nordland. Den nyere forskning har godtgjort uimodsigelig, at de gamle mytedigtere paa denne maade oftere har benyttet eventyr og folkesagn som stof; paa denne maade er en lang række af over- troiske forestillinger om lavere væsener overført paa asalærens guder. At disse sagn om sjøreiser til huldrelande er meget gamle i Nordland, fremgaar deraf, at de er optagne af finnerne i deres eventyr og sagn og tilpasset til deres forestillinger og folketro. I Friis’s eventyr fra Finmarken berettes om cacce-haldek eller havfolk. En gut saa en baad ro mod land, og i baaden var en gam- mel kall, som spurgte, om gutten vilde være med. Da de kom ud paa fjorden, blev det tæt skodde, men en Stund efter saa de noget, som saa ud som en by. «Det er vor by,» sagde den gamle. I fjæren kom den gamles sønner ned og hjalp til med at drage baaden op. Gutten fik mad og blev med den gamles søn- ner ud at flske og fik en stor lot. I byen saa gutten en del