Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/537

Denne siden er korrekturlest


SAGN. 527 Her levede de, til St. Olav kom til øen; ved korsets tegn og Jesu navn betvang han ei alene den storm, som jutulen opvakte, men forvandlede ham selv til den haarde kampesten. Stenbloch har behandlet sagnet om Guri Kunnan i et langt og ikke særlig morsomt digt i 1813, udsmykket og romantisk tilstudset. Men ogsaa den gjengivelse af sagnet, som han 20 aar senere meddelte Faye, er i flere henseender mistænkelig. Det har utvilsomt faaet lærde literære tilsætninger, som det mundt- lige folkesagn ikke kan have havt. Det er derfor vanskeligt i enkelthederne at fastsætte, hvordan det ægte sagn har seet ud. Kun saa meget er klart, at det interessante grundsagn har hørt til de mange nordlandske jutulsagns kreds. At Guri Kunnan egentlig er af jotunæt, viser et sagn, ned- tegnet af Ivar Aasen, hvorefter hun spiller samme rolle som gygren Lekamøen, hvis beiler gjorde hullet i Torghatten. Det fortælles, at en kjæmpe vilde lokke Guri Kunnan til sig og fik hende saa vidt paa vei, at hun drog til en ø, hvor han holdt til. Men hun mærkede hans falskhed og fandt leilighed til at flygte mod syd. Af vrede skjød kjæmpen efter hende med en kugle, og den var det, som gik igjennem Torghatten.

Votteløs er et eventyrsagn. En nordlandsk jægteskipper var forsinket paa hjemturen fra Bergen. Dagen før lillejuleaften laa han med jægten langt syd paa bergensleden, kjed over at være saa langt hjemmefra til julehelgen. Om natten drømte han, at en storvoksen mand kom og klagede over, at han havde mistet vanten sin. «Kan du,» sagde han, «skaffe mig magen til den vante, som ligger oppe paa dækket, skal jeg hjælpe dig hjem til helgen; men du og mandskabet maa holde til under dækket, medens jeg seiler!» Om morgenen laa der paa dækket en vante, som skjulte hele agterdækket. Skipperen satte mandskabet til at sy en lignende vante af vadmel, og lod den ligge paa dækket om aftenen, da han gik tilkøis. Men før mandskabet lagde sig, sagde han, at de skulde ligge stille, om der saa blev noksaa stor larm paa dækket. Da de havde sovet en stund, blev der staak og støi; ankeret blev hivet op, og skuden tog til at rende, saa det lmagede fra stavn til ror. Braaket paa dækket tog til, og alle syntes, det var utrygt at være tilkøis. Tilsidst var det en af mandskabet, som ikke holdt det ud. Det fik gaa som det kunde, han vilde se, hvor det bar ivei, sagde han. Da han stak hovedet op igjennem vængekappen, saa han et ubæst af en mand staa med den ene fod ved fremstavnen og den anden paa agterdækket. Men med det samme standsede jægten, og da laa