Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/538

Denne siden er ikke korrekturlest


528 NORDLANDS AMT. de paa hjemhavnen. Han varslede kameraterne, som kom op og fortøiede fartøiet, glade over at være komne hjem til julen. Om natten drømte skipperen, at votteløsmanden takkede for vanten og sagde, at han havde tænkt at fortøie jægten, før han gik fraborde, «men da en af mandskabet dit var saa nyfigen, fik I have den umagen selv». Men baade skipperen og hans haasætter syntes, at den umagen var liden efter saa rap skyds. - f Dette sagn er en i enkelte henseender let afsvækket ud1øber af en fælles nordisk sagnkreds. Naar skipperen her kun taler med sin gjæst i drømme, er dette en rationaliserende tillempning af sag- net. Fra først af har der været tale om et møde i Vaagen til- stand. - Fra Færøerne fortælles dette sagn saaledes: En bonde paa Store Dimun var en dag borte i uthagen. Bedst han gik, var der noget, som talte til ham og bad om uld til en vott. Han svarede ja, men han saa intet levende, hvor meget han glante rundt. Dagen efter fór han bort i uthagen med ulden og lagde den der, hvor han havde hørt røsten. Da han siden kom tilbage til stedet, var ulden borte. Nogen tid efter var bonden paa utror; der røg op et herrens veir, og mændene kom i havsnød. Som de stred haardt med at ro tillands, hørte de noget, som raabte: «Vottevennen min, læg øster om øen, vestenfor er det uført..» Den sædvanlige landingsplads paa Di- m11n er paa vestsiden, men der er en anden landingsplads paa østsiden, og did satte bonden kursen og slap velholden frem. Sagnet forekommer ogsaa paa Island og er der allerede op- tegnet i 1594. 0prindelig symboliserer disse sagn de overnaturlige væseners vældige størrelse, ved siden af deres taknemmelighed for udvist tjeneste. Fra samme grundforestilling med en ganske lignende symbolik stammer den bekjendte fortælling om Dyre Vaa og ju- tulen, som lægger sin vottetommel igjen i baaden hos ham. Længere fjernet fra det oprindelige sagngrundlag end det nordlandske sagn om votteløs er et østlandsk skippersagn, som Aslýørnsen har optegnet omkring 1850, et sagn fra Ryfylke og to nordlandske sagn om marmælen. I sagnet fra Ryfylke er det en havmand, som til tak for en bukse, han faar, advarer et baadlag mod at seile ud den dag: (Han svar-tnar i hav, han blaanar i la11d: tak av, du n1and. som lungbuksaa gavl» Ingen af de andre baadlag, som drog ud, naaede land. En mand paa Værø iLofoten var dømt til døden. Men der ude