Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/556

Denne siden er ikke korrekturlest


546 NORDLANDS AMT. hvori vort eventyr forekommer, er endnu bevaret under navn af Ode de (.Ýeringtouia, -’(- Narrationes». Ode j3“a Shirton var en engelsk munk, hvis virksomhed falder omkring 1175. Samme aarhundrede tilhører forfatterinden Marie de FranCe, som var født i Normandi, men var bosat i England. Blandt andre skrifter har hun efterladt sig en fabelsamlingi franske ve-rs, og i denne har hun ogsaa meddelt en gjengivelse af fabelen om ræven og katten. Af den gamle fabel, som har været kilde for dette præken- eksempel, skal her gjengives nogle formninger, som alle er nær beslægtede Man kjender haandskrifternes alder, men selve fablerne kan være og er sikkerlig meget ældre. Fra Hervieua:’s store udgave af latinske fabelsamlinger fra Fædrus af hidsættes tre: En ræv mødte en kat paa veien. Ræven talte først til den og sagde: «Goddag, goddag, kjære broder!» Katten svarede: «Goddag igjen.» Da sagde ræven: «Hvilke kunster kan du?ä) Katten svarede: «Jeg kan ikke nogen, jeg, kun den at klatre lidt.» «Du vil faa det trangt i livet,» sagde ræven, ((du er uvi- dende om alt, mærker jeg.» Katten svarede: «Ja, det er nok, som du siger. Men jeg heder dig, naadige frue og kjære søster, at du vil værdiges at fortælle mig om de kunster, du kan.» Ræven svarede: «Jeg kan hundrede kunster, og jeg forstaar dem ikke halvt, men til fuldkommenhed, og hver eneste kan frelse livet eller redde mig ud af mange ulykker.» Katten svarede: «Ja, da vil et rigere liv blive din lod, og du kan altid leve i fred, da du er saa vis.» Medens de Saaledes talte sammen, sagde katten til ræven: «Der ser jeg en rytter komme, søster ræv, og to hunde følger ham; de er bidske og farlige fiender for os.» Ræven svarede: (-:Du ved ikke, hvad du taler. Du er dum og ræd, derfor taler du saa. Selv om det var sandt, det du siger, saa vilde jeg ikke bryde mig noget om det.» Da jægeren kom nærmere, fik hun(lene se ræven og katten og styrtede hen mod de1n. l)a ræven saa hundene komme, sagde den til katten: «Lad os tage flugten.» Men katten svarede: «Nei, der er ikke nogen grund til det.» ɔ-Jo, sandelig maa vi det,» sagde ræven, «saa- vi(lt jeg kan se.» Katten svarede da: (*Det kan saa være. Men enhver faar klare sig paa sin vis.:=x Saa tog de flugten. Katten fandt et høit træ og klatre(le op i det og var re(ldet. Men hun- dene satte øieblikkelig efter ræven, og den flygtede i fuld fart. Katten raabte da langt oppe fra træet med høi røst: «Se der søster ræv, tag nu frem blot en af dine hundrede kunster, siden skogen er saa langt borte.Þǫ Men l1undene fangede ræven og dræbte (len.