Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/559

Denne siden er ikke korrekturlest


EVEN’I’YR. å49 I Grimms «Kinder- und Hans-Märchen» fortælles eventyret fra egnen om Trier saaledes: Det hændte, at katten traf ræven i en skog, og da katten tænkte, at ræven var flink og erfaren og havde meget at sige i verden, saa talte han venlig til den. «Goddag, kjære hr. Ræv, hvorledes gaar det, hvorledes staar det til, hvorledes slaar De Dem igjennem i denne dyre tid ?» Ræven saa hovmodig paa katten fra hoved til fod og vidste længe ikke, om den Skulde svare. Endelig sagde den: «Din elendige skjægslikker, din sprag- lede nar, din forsultne djævel og musejæger, hvad falder dig in(l, understaar du dig til at spørge mig, hvorledes det gaar; hvad har du lært, hvor mange kunstgreb forstaar du?ï1 «Jeg forstaar kun et eneste,» sagde katten beskeden. «Hvad er det for et?» spurgte ræven. «Naar hundene er efter mig, saa kan jeg springe op i et træ og redde mig.» «Er det det hele,» sagde ræven. «Jeg kan hundrede kunstgreb og har desuden en sæk fuld af alskens list; jeg har ondt af dig, kom med mig. Jeg skal lære dig, hvorledes man slipper fra hundene.» Imidlertid kom en jæger med fire hunde; katten sprang behændig op i et træ og satte sig øverst oppe, hvor blade og grene skjulte den helt. «Løs paa sækken, hr. Ræv, løs paa sækken,1) raabte katten til ræven, men hundene havde allerede grebet den og holdt den fast. «Ei, hr. Ræv,» raabte katten, «I kommer ingen vei med eders hun- drede kunstgreb, havde I kunnet klatret op som jeg, saa havde I berget livet. Hos Saehserne i Siebenbiirgen lyder fortællingen slig efter HaltriCh.- Ræven og katten En kat traf en ræv og ønskede den goddag. Ræven drog paa næsen og saa paa katten ovenfra og nedad. Endelig sagde den: «Tør du, elendige tallerkenslikker, tale til mig; hvem er du, og hvad kan du?» «Jeg kan ikke meget,» sagde katten, «meu en ting kan jeg godt. Naar mine fiender vil fange mig, klatrer jeg saa høit op, at de ikke kan naa mig. «Hvis det er alt, saa er det forbandet lidet. Jeg har en hel skræppe fuld af kunst- greb, og de hjælper mig mod alt og over alt.» Neppe havde den sagt det, saa hørtes jægerens hunde. Katten sprang op i træet, men ræven blev fanget. «Luk op, luk op skræppen, broder ræv, tag ud dine kunstgreb,» raabte katten fra træet, men ræven kunde ikke svare, hundene slæbte den afsted. Hos de samme siebenbiirgske sachsere møder vi imidlertid ogsaa en anden formning af stoffet, og det en formning, som synes at pege overma-ade langt tilbage Den synes at foru(lsætte