Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/561

EVENTYR. 5öI Er der, og det synes neppe at kunne bestrides, en historisk Sammenhæng mellem dette ældgamle græske ordsprog paa den ene side og paa den anden side ikke blot det sidst anførte siebe11- biirgske eventyr, men den hele række af Vesterlandenes fabler, prækener og eventyr om ræven og katten, saa siger det sig selv, at det er fra den græske formning af tanken, at alle de øvrige har udviklet sig. I Østerlandene er, saavidt vides, denne fabel ikke paavist. Ma1111ehauSeIl. Af dette eventyr er der optegnet flere formninger i Nordland. To af disse formninger skal her gjen- gives; den første skyldes Ivar Aasen som skrev den op under sit besøg i Vefsen i 1846, og som senere har gjenfortalt den paa landsmaal under titelen -“-“ Fyljesveinen». Den anden version, som er meddelt af O. Ni1:olaissen, skal senere gjengives, da de to er væsentlig forskjellige Her hidsættes først eventyret efter Aasen : I gamle dage var det skik i bygden, at alle skulde være i gjæstebud julekvælden, naar de kom fra kirken; ingen skulde da sidde hjemme alene; enten skulde manden byde gjæster til sig, eller han skulde selv være gjæst hos en nabo eller kjending et eller andet sted. Der var engang en mand, som var ved kirken, og som havde ventet, at han skulde blive buden til gjæstebud; men saa havde det faldt saa forkjert, at der var ingen, som tænkte paa ham eller huskede paa- at bede ham til sig. «Aa, det er ikke værre med det,» tænkte manden, «naar ingen vil indbyde mig, saa faar jeg selv indbyde en; jeg maa vel slippe at drage hjem alene.» Saa gik han omkring og søgte op forskjellige kjendinger, og han bad dem være saa god at følge hjem, men allesteder kom han for sent; thi de var alle indbndne, og det var ingen, som kunde følge ham. Da blev manden baade ærgerlig og bedrøvet, og medens han gik og drev omkring paa kirkegaar- den, saa kom han til at spænde til en gammel 1nannehaus, som laa lige foran ham. «Kom du da, naar ingen anden vil.» sagde manden, med det samme han saa hausen. Da lettede hausen sig op fra marken og svæve(le om manden som en fugl, og saa fulgte den ham hjemover fra kirken, og siden blev den med ham baade hjemme og borte, baade paa sjø og land; hvor manden kom, der var ogsaa hausen med og svævede omkring ham. Engang da manden var i skogen, hørte han, at hausen lo, og manden spurgte, hvad den lo af, men fik ikke svar. En anden gang var manden i kirke, og da var det ligedan; det var medens præsten stod paa stolen og var midt i talen; da hørte manden, at hausen lo, og siden spurgte han, hvad den havde leet af, men da var det hverken ord eller pust at høre. Saa gik tiden, det blev sommer og vinter, og saa kom julen. Julaften i