Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/562

Denne siden er ikke korrekturlest


5?)2 NORI)LANDS AMT. skumringen gik manden ud og satte kors paa dørene i fjøs og lade og paa husene; og da manden havde sat sit sidste kors paa laden, lo hausen høit. 1Den som var saa vis, at han vidste, hvad du lo af,x sagde manden. Da tog hausen til at tale og sagde, at nu skulde manden faa vide det, som han ønskede; thi nu skulde de skilles. Manden svarede, at det var nok mangt, han havde lyst til at vide, men først og fremst vilde han gjerne høre, hvad han lo af de tre gange. -Det skal jeg sige dig,»1 svarede hausen; «første gang jeg lo, det var ivaar, da du var oppe i skogen og huggede en birk; da gik din ene sko itu, og du vidste ikke anden raad end at grave omkring birkeroden og tage op en rodtrevle til at binde skoen sammen med, saa den kunde hænge paa foden, til du kom hjem; havde du vidst det, jeg vidste, saa havde du gravet lidt længer ned, thi der stod en stor pengekiste under roden, og deri var saa meget guld og sølv, at du kunde kjøbt hele bygden og nogle bygder til for det, og du havde da sl11ppet at gaa i sko, som maatte bindes sammen med birketæger. Da maatte jeg le af dig; at mennesket kan være saa enfoldig, at det ikke ser sin lykke, naar den er saa- nær, at han kun behøver at snu sig og række ud haanden for at tage den. Saa var det anden gang; det var, som du ved, en søndag i sommer, da du var i kirke; da saa jeg noget, som du ikke saa. Da folk var kommet ind, og præsten begyndte at- tale, da kom Gamle-Erik og satte sig ude ved dørstokken og havde med sig et stort kalveskind til at skrive paa, og saa skrev han op alle troldkjærringerne, som var inde i kirken Men saa var det saa mange, at de fik ikke plads paa skindet, og saa l)ed han i kanterne paa skindet og skulde strække det ud, saa det kunde blive stort nok, men bedst som han holdt paa at tøie og strække, saa var det engang, at skindet glap ud mellem tænderne saa pludselig, at han slog nakken mod væggen, saa det smaldt. Da maatte jeg le, og det vilde du ogsaa have gjort, om du havde seet det. Saa var det tredje gang, jeg lo, og det var idag, da du satte kcrs paa væggeue; da lo jeg af alle de smaa trolde11e, som maatte rømme ud for korsmærket. l)et saa næsten ud, som det havde været Store flokker af r0tter og flaggermus, som kom strømmende ud af husene; det smuttede og smug gjennem alle de aabninger, som var i væggen. Det var et vakkert følge, som havde taget herberge i huset dit til helgen, men saa fik de ogsaa føielig vind udover, saa de maatte 8ky1ldG sig og maatte bort og se sig om efter hus paa en anden gaard. Og nu er det frit og fredeligt i alle dine huse, saa der er ikke noget at være bange for, hverken for folk eller fæ. Men nu har jeg ikke tid til at tale mere, da jeg skal være paa et andet S-lÍO(I, og dermed faar du have tak for Iaget.“