Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/565

Denne siden er ikke korrekturlest


I-:vENTYR. 555 alle dem, som sov der; han havde et stort kalveskind, men endda blev det for lidet; da han med skrivningen var kommen i nederste kant af skindet, trængte han rum til flere navne, og saa bed han i kanten for at trække ud rynkerne; men skindet var raaddent, det gik itu for tænderne, saa Gamle-Erik slog nakken mod væggen, og da gren han saa fælt, at gutten maatte le. W - “ Til disse norske versioner skal her lægges en enkelt svensk og dansk formning. I)en svenske er fra Kalmar län og meddelt af Svensén i «Svenska landsmå-len»: Det var engang for længe siden en bonde, og der er mange af dem, men denne var en rigtig alvorlig og gudelig bonde, skal en vide, saa der var ingen sondag, han var frisk og før og havde anledning til at komme afsted, uden at han var i kirke og hørte Guds ord. En søndag, som han sad i sin bænk og hørte meget andægtig paa præsten, som holdt paa at læse evan- geliet, saa kom han til at slaa ned øinene, og hvem fik han se sidde indunder “prækestolen uden selveste fanden. Bonden blev uhygge1ig tilmode og undrede sig ikke lidet over, hvad han, styggebæstet, havde der at gjøre Og som han saa fulgte ham med øinene, fik han se, at han sad med et kalveskind fremfor sig paa knæerne og skrev og noterede paa det med en pen. Og der skrev han op alle dem, som gjorde løier og spektakel i kirken. «I)ette var stygt,» tænkte bonden og begyndte at iagttage og se sig om i kirken, og der var snart den ene, snart den anden, Som sad og gjorde, hvad de ikke havde lov til. Nogle hviskede og tiskede sig i1nellem, nogle havde speile foran sig og lod lyset falde rundt omkring, nogle sad og dubbede og sov, og det er ikke godt at vide alt (let, de tog sig til. Bonden syntes nok, det var synd paa dem, men saa tænkte han, de var ikke ynk værd, naar de var saa syndige. «Men mig skal du ikke lure, du lede frister,» mente han. Men hvordan det end var, saa gik det ikke bedre, end at han sad og nidglante paa den onde hele tiden og glemte ganske baade kirke og gudstjeneste. Den andre holdt paa at skrive, og tilsidst saa havde han hele kalveskindet fuldt med navne. Da skulde han til at tøie det ud, forat faa plads til flere navne, men det klarte han ikke, hvormeget han end sled og drog, saa tilsidst maatte han tage tænderne tilhjælp, og drog i saa haardt han k1mde. Men da sprak skindet, saa fanden fór baglængs og slog hornene i, saa det bragede. Det syntes bonden var morsomt, kan en vide, saa det lo han af. Men da skrev fanden ham ogsaa op. I E. Tang Kr1istensens bindstærke samling af ((Jydske Folke- minder» findes en beretning fra Jylla11d. kaldet «Den stummes Syner»: