Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/566

Denne siden er ikke korrekturlest


556 NOliDLANDS AMT. Der var en døvstum, som kunde se det, andre ikke kunde se. En gang var den dumme i kirke og kom til at le under prækenen. Saa var præsten nysgjerrig efter at vide, hvad han nu lo ad. Da fik han paa præstens bøn atter sit mæle en kort tid og fortalte ham, at han saa fanden staa nede ved kirke- døren med et udspændt lammeskind og optegnede derpaa alle deres navne, som han troede kom til at tilhøre ham. Men nu var neppe skindet stort nok til at rumme alle navne, og saa vilde han strække det en liden smule for at faa det lidt læn- gere. Men i det lag, fanden staar nu der og strækker af yderste magt, falder han med hovedet op imod kirkedøren, og det var det, den stumme gav sig til at le af. Alle disse nordiske sagn fra vor tid har sin rod i et af de mange «prækeneksempler», hvormed middelalderens prædikanter krydrede sine religiøse taler til de brede folkelag. Den første prædikant, hos hvem vi møder fortællingen, er en af middelalde- rens stortalere, den franskfødte kardina1 Jakob .fra Vifry 6YG(’Oblt-S de VitriaCo). Han maa være født noget før l180 og døde l24O som kardinalbiskop af Tusculum efter et virksomt og bevæget liv. I mange aar var han biskop i Acre i Syrien, og der stif- tede han bekjendtskab med Østerlandets rige Skatte af fabler og noveller, som han senere udnyttede i sine prækener i Europa, især i sine «folkeprækener» (sermom“s vulgares), som ofte er lige- frem spækkede med historier. Han var den første, som indførte brugen af eventyr og anekdoter, i det hele af de verdslige «eks- empler», som prin(-ip i prækenkunsten. «Paa den menige mand,» siger han i fortalen til sine prækener, «preller bevisførelsens tveeggede sværd af; et godt eksempel og en god fortælling gjør et ganske andet indtryk paa ham end de største autoriteter og de dybsindigste visdomsord.» Jakob var en betydelig personlighed, og som prædikant øvede han stærk indflydelse baade ved sin folkelige veltalenhed og ved Sit mod. Der berettes, at han en- gang skulde holde en præken for paven og hele kleresiet i Rom. Han begyndte prækenen SaHl(3(leS: ((Z)(’f]’lt-S’ et Pae1lus stulli ji1er1mt, stallis.s“imi -gfZl(’)’lt7lZ.’ Petrus og Paulus var dumme, de var græsse- lig dumme, at de valgte nød og trængsel og forsagelse, naar de kunde leve i v(1llevnet og lediggang som vor tids kirke- fyrsterɔ). og saa fulgte der en tordentale mod det yppige liv, kleresiet førte. I Jakobs folkeprækener findes vort emne i følgende form: Der er folk, som under prækenen og i kirken bare tænker paa faanytte og lader munden løbe med løst og fast, istedetfor som de burde at lægge sig paa hjerte, hvad de hører. En hellig præst saa engang ved en stor kirkefest djævelen tøie et perga- ment med tænderne Præsten besvor ham at sige, hvorfor han