Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/567

Denne siden er ikke korrekturlest


HvENTYH. 557 gjorde det. Djævelen svarede: «Jeg skriver ned alle de løs- mundede ord, som falder her i kirken, og fordi de idag paa grund af høitiden er mange gange flere end ellers, saa rækker ikke mit pergament til,og derfor prøver jeg at strække det med tænderne » Præsten forkyndte kirkefolket, hvad hanWhavde hørt. og en stor sorg og anger greb alle, og angeren tvang djævelen til at slette ud, hvad han havde skrevet, saa at pergamentet blev ganske rent. «Følgelig bør I med al opmærksomhed og ydmyghed følge med under gudstjenesten og lytte til den sande visdom.» “ Jakob fra Vitrys gjengivelse, som er optaget i mange af mid- delalderens prækenhaandbøger, stemmer i hovedsagen med «Ma- riu saga», som har faaet sin nuværende skikkelse i første halv- del af det 13de aarhundrede. Denne saga var nærmest beregnet paa islandske og norske k1oste1-folk og dernæst paa geistligheden I «Mariu saga», udgivet af C. R Unger, er der fire beret- ninger om djævelen i kirken; to af dem knytter sig til Anselm af Canterbury og i Virkelighed er samme beretning fortalt to gange; dette gjælder ogsaa om de to andre beretninger, som knytter sig til en geistlig, hvis navn ikke er nævnt. t De fire beretninger i «Mariu saga» bliver saaledes egentlig kun to eller kanske rettere kun en. Om .4nselm- af ()ante)=bury, som døde i 1lO9, fortælles der i Mariu saga, at han som ung geistlig blev vel modtaget af erke- bispen af Toledo; han boede paa erkebispens slot og hjalp ham ofte i hans hellige embede. En høitidsdag, da erkebispen selv sang messen ;i hovedkirken, hjalp Anselm ham sammen med andre geistlige. Da gudstjenesten var kommet saa langt, at evangeliet skulde læses, gik Anselm, som var subdiakon, foran læse(liakonen op i koret, som skik er, idet han svingede røgelses- karret og bar tekstbogen. Da evangeliet læstes, fik subdiakonen et syn; han saa frem over koret fanden sidde paa en murkant over kirkedøren. Han var i en abes skikkelse og havde et svært blækhus under det ene øre, en diger pen i den høire klo, og han skrev i fuld fart. Dette utyske var et stygt syn. Og hvad han skrev, kom Anselm snart underveir med. To foragtelige koner, som sad lige nedenunder, talte sig imellem og oftest om sit fordømmelige, slette levnet Ved den Helligaands lys fik An- selm se dette syn og forstod godt, at i abenS skikkelse skjulte sig vore brødres gamle anklager, og at han ved kvindernes snakkesalighed vilde yderligere øge antallet af dem, som skulde blive fordømt. Senere saa den geistlige-, at fandens skind blev skrevet fuldt paa begge sider og paa alle kanterne, Saa at der ikke var rum til mere. Men konerne holdt paa, lige snakkesalige; djævelen blev ilde tilmode, fordi han ikke kunde nedtegne fuld-