Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/568

Denne siden er ikke korrekturlest


558 NORDI.ANDS AMT. stændig, hvad de sagde; han søgte da at hjælpe sig paa den maade, at han bed i den ene ende af skindet og tøiede den anden med klørne, og idet han satte sig støt paa sædet, prø- vede han al sin kraft paa skindet. Som han nu paa denne maade af al magt strævede med dette usømmelige arbeide, glap tænderne saa voldsomt fra skindet, at han slog skallen op imod n1uren, fór Saa fremover murkanten og ramlede ned med slig larm og brag, at Anselm syntes det var, som om hele kirken skulde ramle sammen. Ved dette Syn blev han meget fornøiet, fordi han hjertelig undte fanden denne.fart. Og da han paa det tidspunkt ikke passede saa nøie paa sig selv, saa beherskede han sin munterhed mindre, end der passede sig endog for en verdslig mand; han slog begge hænderne høit Sammen, brast ud i høi latter og forsømte gudstjenesten, idet han løb i fuld fart ned efter kirken. Da ingen af de tilstedeværende kunde forstaa grunden til dette, undrede alle sig overmaade meget over hans adfærd, da han løb raabende i kirken som en gjøgler, medens han burde tjene Gud sømmeligt med største andagt ved det hellige alter i folkets nærværelse paa en saa hellig dag. Efterat dette syn var forsvundet, kom Anselm til sig selv og syntes, at det var rent galt, naar han tænkte paa, hvad han havde gjort, paa Stedet og tiden og de mange folk, som var tilstede. Sagaen beretter saa, at Anselm angerfuld udførte den del af gudstjenesten, som siden paalaa ham, men da de andre gik tilbords hos biskopen, blev Anselm behandlet med foragt, og han skulde berøves det ben(1jicium eller den løn, som var tilstaaet ham. Han tog da sin tilflugt til sin trøster, den hellige jomfru Maria, og bad i Mariakirken. Hun aabenbarede sig da for ham og gav ham det skind, hvorpaa djævelen havde skrevet. Anselm gik saa med dette til erkebispen, viste ham skindet og fortalte, hvilke koner det var, som havde snakket De negtede, saa længe der ikke var noget brev paa (let, de havde sagt, men da skin- det blev baaret ind og tydelig læst op for dem, -bekjendte de, gav sig under Guds ord og lovede Guds miskundhed, idet de fik tilgivelse og frelsende forløsning for sine misgjerninger. Derefter gav e1-kebispen Anselm igjen hans be):eji(§imn eller løn og desuden Sit særlige venskab. Dette syn af djævelen, som skriver op navne og tøier skindet, tillægges rundt om i Europa en hel række forskjellige helgener, Bealus, Antonius, BriCtius og den hellige Bi)“aitla og mange andre, ogsaa lokalhelgener og bondehelgener. Fra fortællingen i (“:Mariu saga» stammer sandsynligvis føl- gende for1nning i den svenske «Järteekens bok:1Þ efter et haand- skrift fra 132-l5, meddelt i Kfemmi)zgs «Klosterläsning»: