Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/571

Denne siden er ikke korrekturlest


EVENTYR. 56I skindet fuldt, vidste djævlene intet andet raad end at trække i skindet med tænderne for at faa tøiet det lidt En djævel an- strængte sig da saa, at buden sprak; han mistede ligevæg1:en og stødte saa haardt med hovedet mod væggen, at han skreg høit og maatte hoppe op og ned paa stedet. Da lo den hellige; han blev da straks opført paa synderegistret af djævelen. Det var netop det, den onde havde tilsigtet. Da man istemte cherubim- sangen, trak djævlene sig ud af kirken; snart var ogsaa guds- tjenesten tilende, og kirkegjængerne forlod kirken. Paa tilbage- veien vilde den hellige gaa over vandet, men da lykkedes det ikke for ham længere; han sank dybere og dybere, først til knæerne og saa til bæltet. Saa maatte han opgive det og gaa over broen; men djævlene dansede omkring ham og holdt sig paa maven af haanlatter. «Nn, har du gaaet over vandet? har du været i kirken?» «Hvorfor jubler I slig, I utysker? Hvorfor er I saa glade ? Ved I ikke, hvorfor jeg lo? Jeg lo, fordi I er saa daarlige, at der maa tre af jer til for at trække en gaasefjær. Ved I, hvad jeg vil gjøre? Jeg vil spytte paa jer og prygle jer igjennem.» Dermed løftede han en stok og gav den djævel, som var mest paatrængende, et kraftigt slag i ansigtet Da maatte djævlene vige og forstod, at hellige mænd ikke er at spøge med. Denne fortælling er fra Rusland vandret over til de slaviske vender i det nordøstlige Tyskland, men her har den blandet sig med et tysk sagnmotiv, som iden gammelnorske Didrik af Berns saga fra omkring 125O henføres til denne sagnbelt. Maaske selve navnet Diter Bernhard staari forbindelse med Didrik. Det heder om ham, at han engang ser en hjort saa stor, at han aldrig havde seet magen, han raaber efter sin hest og sine hunde, men det tykkes ham langt at bie efter svendene; da han faar øie paa en ravnsort hest, som staar opsadlet tæt ved, springer han op paa denne. Men hundene vil ikke følge den, og hans svende Spørger, hvorfor han rider saa hvast, og naar han kommer tilbage. «Jeg rider ilde,-*Þ svarer han, «det maa være en djævel, jeg sidder paa; til- bage kommer jeg, naar Gud og Santa Maria vil.» Siden har ingen seet ham eller spurgt til ham, og ingen kan sige, hvad der blev af ham. Det er denne dæmoniske bortførelse, som har afændret den russiske legende i de to følgende versio11er fra Østpreussen. Den ene meddeles af Haupt und SchmalPr i «Volkslieder der Wenden», og helten heder Diter Bernhard: Der var engang en fornem, frem herre, som bed Diter Bern- hard, saa from, at han kunde hænge sine kIæder paa solstraa- lerne uden at frygte for, at de skulde falde ned. Hver søndag gik han i kirke, og der saa han engang djævelen sidde bag alteret, og han skrev op paa en kohud navnene paa alle dem, som sov 3fi - Nordlands amt lI.