Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/572

Denne siden er ikke korrekturlest


562 NORDLANDS AMT. i kirken. Djævelen havde skrevet kohuden helt fuld og begyndte derfor at strække den med tænderne, saa han kunde skrive op flere. Men det glap for ham pludselig, og han stødte hovedet saa fast imod væggen, at der faldt en tand ud for ham. Da kunde Diter Bernhard ikke lade være at le. Men at han havde leet i kirken, regnede den gode Gud for en stor synd. Da Diter Bernhard kom hjem, vilde han igjen hænge sine klæder paa sol- straalerne, men disse bar ikke længer k1æderne, saa de faldt ned. Derover blev han vred og vilde til gjengjæld spille den gode Gud en streg. Han kastede brødsmuler ned i stovleme, før han tog dem paa; saaledes traadte han paa Guds gaver med fødderne Derfor blev han bortført af en vogn i luften, og der farer han for sin ondskabs skyld omkring endnu den dag idag. En lignende fortælling gaar i LausitZ om en from mand, som hed Heidut (H(u1pt, «Sagenbuch der LausitZ»). Han var en flittig kirkegjænger og en stor beder, og han var blevet saa hellig, at naar han tog kappen af sig i kirken, kunde han hænge den paa en solstraale, uden at den faldt til jorden. 1)jævelen stu- derede paa, hvorledes han skulde faa fingre i ham, og en søndag viste han sig for ham med et bukkeskind, hvorpaa han skrev navnene paa alle dem, som sov i kirken. Da han saa tøiede skindet med tænderne, og det revnede, satte han op et saa snur- rigt ansigt, at Heidut brød ud i latter. I samme øieblik faldt hans kaabe ned af solstraalen. Al hans fromhed var tabt paa grund af denne syndige latter. Af ærgrelse levede han siden i sus og dus, og tilslut kom djævelen og hentede ham i et vildt drikkelag. Siden den dag spøger han hver nat paa heden ved PulsnitZ og er hver nat med i den vilde jagt. En noget anden version, som ikke er paavirket af Ditrik-sagnet, meddeles af Knoop, «Volkssagen, ErZählungen und Märchen aus Hinterpommern». Det er et folkeeventyr om en gudfrygtig gjæter: Han gjætede omhyggelig sin buskap, men i kirke kom han aldrig. Hans gudstjeneste bestod i, at han hver eneste dag hop- p(=-de over en dyb grøft; et sprang gjorde han for sig selv og to for Gud. Folk trængte ind paa ham og vilde have ham med til kirke, og tilslut fulgte han. Veien gik rundt en sjø, men gjæteren tog benveien ret over sjøen, uden at synke saa meget som en tomme ned i van(let, saa fri var han for synd. I kirken hørte han andægtig paa prækenen, men ret som det var, fik han bag præke- stolen øie paa en mand med en stor kobud, og paa den skrev han op alle, som sov eller snakkede sammen i kirken. Da buden var fuld, før navnene trøt, bed han i den med tænderne for at tøie den. Men tænderne gled, saa hans hoved smaldt mod prækestolen. Da maatte gjæteren le, men i samme nu blev han skrevet op paa