Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/575

I-2VEN’l’YR. ?‘)65 almindelige menneskers. Sagnet er fra Jylland og meddeles af E. Tang Kristensen i «Jydske Folkeminder»: Der kom en jomfru ind i en gaard en dag, og hun fik lov til at blive der. Saa skulde hun spinde, men hun spandt dag ud og dag ind, og det fik aldrig ende med at faa tenen spundet fuld. Tilsidst bliver husmoderen ængstelig og tager tenen fra hende, og hun tog en kniv og skar af tenen. Da lo jomfruen. Konen spurgte, hvorfor hun gjorde det. «Jo, for hvis du ikke havde skaaret, saa havde du kommet til at rede ligesaa længe op af garnet, som jeg har spundet.» En anden gang var hun med folkene i kirke, og da lo hun under prækenen. Saa spurgte de hende, da de kom hjem, hvad hun lo af. Jo, hun saa fanden sidde oppe i et glamhul og skrive op paa et stykke papir, hvor mange der sov i kirken, men da det var saa mange, og navnene ikke kunde staa der, tog han ved papiret med tænderne og vilde rykke det længere. Da gik det istykker, og han slog hovedet tilbage, saa det stødte mod det øverste af glamhullet, og det saa saa morsomt ud. Tilslut etpar ord om den idé, som ligger til grund for for- tællingerne om den skrivende djævel. Tanken om denne bud eller dette skind, hvorpaa djævelen skriver op de syndef11lde, gaar tilbage til Johannes Aabenbaring, 20de kapitel: «Og jeg saa de døde, smaa og stor-e, staaende for Guds trone, og bøgerne blev opladte, og en anden bog blev op- ladt, som er livsens bog. Og de døde blev dømte efter det, som var skrevet i bøgerne efter deres gjerninger.» Med udgangspunkt i dette skriftsted har man aarhundreder igjennem tænkt sig, at der førtes to bøger over hvert menneskes liv, en for hans gode gjerninger og en for hans forgaaelser, en syndebog. I en utallighed af middelalderlige bygværker og malerier kan man se dommen illustreret ved en engel, som holder bogen med gode gjerninger frem, og en djævel, som kommer med registeret over synderne. Ogsaa i den middelalderlige literatur hører denne idé til de aller populæreste. Geistligt mod.S-tykke til jand(-n i kirken Efter middelalderens tro havde fanden ikke bare at mærke sig dem, som sov eller snakket eller drev upassende spas i kirken, han havde ogsaa at kontrollere præsterne og de geistlige, som tjent-e i koret; det var ligesaa stor synd at vise skyndsomhed eller forsømmelighed, naar de læste messen eller sang sine salmer, som det var for læg- folket at storle eller sove. Og fanden er da ogsaa kaldt til hjælp i kirken overfor de sluskede og forsømmelige geistlige. Som et modstykke til den ovenfor behandlede fortælling om den skrivende djævel, hidsætteS her en liden kreds af geistlige