Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/578

Denne siden er ikke korrekturlest


568 NORDLANDS AMT. Motivet om djævelen slæbende paa en sæk fuld af synder er en folkelig eller i ethvert fald overmaade populær forestilling i middelalderen. Baade over djævlene og over synderne falder der et let komisk skjær. Djævelen med syndesækken tilhører den samme tankegang, som har skabt eventyrenes dumme og godtroende djævel, men den selvironi, som ligger i disse geist- lige anvendelser af det folkelige motiv, taler i ethvert fald ikke til misfordel for middelalderens geistlighed. Thomas Wright taler i sin «Karrikaturens historie» om den skjæmtende, halvt komiske maade, middelalderens kunstnere og Skribenter behandlede djævelen paa. Som et illustrerende eksempel nævner han skuespillet «Judicium» eller dommedag, som udgjør en del af mysterierne af Tomneley en af de ældste samlinger af engelske mysterier. I dette stykke har alle samtaler mellem djæx;lene en skjæmtende tone. Da en af dem saaledes kommer ind belæsset med en sæk med synder af for- skjellig slags, bliver den anden saa munter over det, at han siger, at han holder paa at kvæles af la-tter; og saa foreslaar han, at de skal tage sig et glas sammen. Den døde som julegjæst. Af Aa-sens eventyr om «Manne- hausen», hvis forskjellige bimotiver ovenfor er udredet, staar ind- ledningsmotivet om dødningskallen tilbage. Dette træk skal nu gjennemgaaes, og en række sidestykker dertil paavises. I denne Sammenhæng optages da ogsaa den anden nordlandske version, som tidligere er nævnt om «Den døde julegjæst», meddelt af O. NiColaissen. Denne helt forskjellige for-mning af eventyret om den døde gjæst lyder, lidt forkortet, saaledes: Folk, som var ved kirken en jul, indbød naboer og venner til gjæstebud julekvælden. Blandt kirkefolket var der en mand, som ingen indbød, og som heller ikke bød nogen hjem til sig i julen; i hans hjem var det tomt. Han gik om paa kirkegaarden, og ved en grav laa en hjerneskalle. Manden rørte ved den med foden og sagde: ‘(I)er er ingen, som indbyder mig og dig; men du kan være min gjæst iaften.Zx Manden tænkte ikke mere paa dette, men ud paa kvælden bankede det paa døren, og ind kom en mand, som ingen i huset kjendte, og ønskede Guds fred og glædelig jul. Han var den gjæst, som manden bad i julelag paa kirkegaarden. «Nu har jeg fulgt indbydelsen, og nu faar du følge og være min julegjæst,-ä sagde ha11. Manden fuIgte; i det samme han gik ud, tog han økseu fra huggestabben og stak den ind under stenhellen foran dør-en. De kom til det evige n1ørkes hjem, hvor døre og porte aabnede sig for dem. Der var sodede ovne overa1t, og i hver ovn laa en eller flere rygende brande. Manden fra kirkegaarden