Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/579

EvENTYR. 569 tog en tang, rørte ved to stokke, som brændte i en ovn for sig selv, og sagde saa til sin ledsager: «Tag din svedeklud frem og fang i den de to fugle, som flyver“ud af brandene.» Manden gjorde saa, og de gik saa ud fra mørkehjemmet, og udenfor porten sagde den døde, at nu skulde fuglene slippes ud af klædet. Som to hvide duer fløi fuglene bort. Den døde sagde: «Det var din faders og moders sjæle, som du nu har frelst. Det er min julegave til dig.» De kom til et stort, vakkert slot, som straalede som guId, og fra slottet lød musik og liflige toner. Portene var lukkede. Den fremmede sagde: “(Portene aabnes kun for den, som ikke mere tilhører tiden. Nu følger jeg dig hjem, men vist vil du længes hid igjen. Hvor lang tid har vi været her, tror du?» «Nogle øieblikke,» svarede fattigmanden. «Nei, aarhundreder. Tiden gaar snart udenfor slottets porte, indenfor i den fulde herlighed endnu snarere.» De kom til mandens hjemgaard; her var alt forandret. Husene stod paa andre tomter, og andre mennesker færdedes der. Men der laa endnu en stor stenhelle, den, som havde ligget der for lange tider siden. Manden stak haanden ind under helIen og tog frem øksen, som han hin julekvæld havde lagt der. Af øksen var kun hammeren igjen. Men idet manden rørte ved øksen, faldt han sammen og blev til støv. Nær denne nordlandske version staar et norsk eventyr fra Brunkeberg i Telemarken, optegnet af G. Heggtveit: Paa 0mtveit i Brunkeberg skulde en mand en juleaften afsted og hente beit til kreaturerne i helgen. Paa kirkegaarden saa han ved en aaben grav en hjerneskalle. Han spændte til den og sagde: «Kom hjem og drik ind julen med mig, du!» Derefter hentede han et læs med «beitekost» og kjørte hjem. Om kvælden, medens han sad og spiste, bankede det paa døren, og ind kom en kjæmpestor mand, der bød godkvæld. «Hvem er du ?» spurgte husbonden. «Det er mig, du talte med paa kirkegaarden idag!» var svaret. «Saa faar du komme ind og drikke med mig,» sagde Omtveitmanden «Nei,» svarede den døde, «du faar blive med mig og se, hvorledes jeg har det.W Omtveitmanden havde ikke videre lyst til det, men han maatte blive med. De gik til kirken i mørke og snetykke. I den nyopkastede grav steg den døde ned, og Omtveitmanden maatte med. De fór ned gjennem jorden og kom til en ny verden, gik saa over nogle hede svaberg. Omtveitmanden sagde: «Disse svaberg er hede.» «Vi, som er vant til det. mærker det ikke,-C svarede den døde. De kom til en kløft,