Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/583

I-:VI-:N’rYR. 573 faldt der gyldne straaler ud i den mørke gang. De gik ind. Forundring og henrykkelse drev bort graverens angst; han saa lande, byer og træer og sol paa himmelen, som paa jorden, men alt var vakrere, større og herligere. Ynglingen førte ham ind i himmelens palads og viste ham de saliges opholdssted og deres boliger. Da han havde seet alt, bad han ham titte ud af vinduet, medens maden blev sat frem. Da saa graveren en have med et stort træ, en landevei og i baggrunden en aas. Det varede ikke længe, saa blev der støv paa landeveien ; han hørte sværgen og støi, og endelig kom to kvinder med opløst haar, som holdt en sil mellem sig og træt- tedes om den. Da faldt der et stort blad langsomt ned fra træet. Kvinderne forsvandt. Det varede ikke længe, saa kom der to hunde paa veien, som holdt paa at rive hverandre istyk- ker. Da faldt et andet blad. Endelig saa graveren en gammel mand paa aasen, som i sit ansigts sved uafladelig trillede jord paa en trillebør. Da faldt det tredje blad. Da kom ynglingen og spurgte, om graveren ikke var sulten, men denne sagde nei og svarede, at han tvertimod følte sig ganske mæt. Han fortalte, hvad han havde seet, og ynglingen forklarte ham alt, undtagen de faldende blade; derom fortalte han intet. De to kvinder havde i levende live trættet om silen og maatte nu fortsætte sin strid i en anden verden. De to hunde var to naboer, som havde hadet hverandre, og nu evig maatte fortsætte med dette. Den gamle, svedende mand havde paa jorden hvert aar pløiet noget af sin nabos land; nu maatte han føre den stjaalne jord tilbage. Graveren takkede, og da han vel havde seet alt, bad han den vakre yngling føre sig tilbage. Han var villig hertil, men gav først sin gjæst et af de faldne blade til erindring. Snart kom de til paradisporten og gjennem den lange gang tilbage til jorden; ynglingen aabnede døren, og neppe var graveren ude, før den lukkede sig. Det hele syntes ham som en vakker drøm. - Han var atter paa kirkegaarden, hvor han mente, han var kommet om aftenen for en times tid siden. Det gryede ad morgen, hanen galede, gjæteren blæste i sit horn, og graveren ilede hjem. Men byen syntes ham saa forandret. Gaderne var bredere, husene meget høiere, men gamle og sortgraa; paa gaden var fremmede ansigter. Han søgte sit eget hus, men her fandt han et gammelt forfaldent palads, som kun var beboet i første etage. Han gik ind for at finde kone og børn, men folkene kjendte ham ikke, og de holdt ham for en nar, da han fortalte, at han den foregaaende aften var gaaet ud af sit hus her, thi eieren vidste, at hans oldefaders fader havde bygget huset. Manden gik da til præsten, men ogsaa dennes udseende og