Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/587

Denne siden er ikke korrekturlest


EvENTYB. 577 I Wolj3s «Deutsche Sagen und Märchen» meddeles et flamsk sagn om den ugudelige junker af HerZogenbiisch, som i kaadhed og i vantro ligeoverfor udødeligheden indbyder en dødningeskalle til gjæst. Da benskranglet virkelig indfinder sig hos ham, be- svimer han af skræk, og da kan kommer til sig selv, er han vanvittig En fransk ballade af Nérée (guépaf i «Chants populaires mes- sins» fra egnen om MetZ henlægger begivenheden til Rheims. Det er en ung mand, som klæder sig ud som spøgelse og skræm- mer folk i fastetiden. Han har brugt en (lø(lningeskalle til hoved; da han spiser tilkvælds, banker den døde paa, og han maa dele- baade mad og seng med ham, medens moderen tilbringer natten i bøn. Askeonsdag faar ynglingen sakramentet og dør. Samme emne er behandlet i en bretonsk ballade hos I“Ville- margué i «BarZaZ-BreiZ». Ogsaa her er det en unggut, som løber fastelavn; han har sat en dødningeskalle paa hovedet med tændte lys i øienhulerne. Da han siden kaster skallen paa kirkegaarden, indbyder han den spottende tilkvælds. Den døde kommer og banker paa og indbyder gutten til at komme ned til ham i graven. Han skriger op i rædsel og styrter død ned. Hændelsen er her henlagt til aaret 1486. Ogsaa fra Spanien og Portugal er der beretninger af denne art, saaledes fra Portugal fortællingen med titelen «Mirra» (Ske- lettet) og fra Spanien en romance i Pi(lals samling af asturiske romancer. Her er det en vellystig libertiner, som gaar til messe for at se paa de vakre piger; paa veien støder han til en hovedskalle og siger spøgende: «Du kunde komme og spise med mig, du.» Skallen ler og lover at komme. Men han vil have gjengjæld, ved midnatstid skal hans vært møde ham ved kirken. Han er dumdristig nok til at komme. Da viser den døde ham en aaben grav og siger: «Em“ra, entra el Caballero (Stig ned, stig ned, herre).s Du skal sove med mig og du skal spise med mig.» Denne lille gruppe med tragisk udgang og især de sidst- -nævnte formninger fra den Pyrenæiske halvø leder over til en anden meget specielt formet gruppe, som gjentagende har gjort sig stærkt gjældende indenfor den nyere kunstdigtning, og hvortil vi nu skal gaa over. Eventyrmotivet med den indbudte hovedskalIe har med ude- ladelse af alle Skildringer af hinsidige glæder og straffe afgivet stof til en ganske speciel sagnudvikling, som munder ud i det literære sagn om Don Juan. Don Juan er en ødeland og vellystning, som med vold eller med list krænker alle de kvinder, paa hvilke han kaster sine øine. En af dem raaber sin fader til hjælp, men Don Juan fælder ham 37 V Nordlands amt I1.