Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/591

Denne siden er ikke korrekturlest


EVENTYR. 581 tjenerne: «Fort, fort, luk døre og vinduer, saa han ikke kan komme ind.» Tjenerne gjorde det, men døre og vinduer fór op paa vid væg, og spøgelset kom ind. Han gik frem til bordet, hvor de fæstede og sagde: «Robert, Robert, var det ikke nok for dig at vanhellige alt? Har du ønsket ogsaa at forstyrre de dødes fred? Nu er enden kommen.» Alle var rædSelsslagne, fløi til alle kanter og skjulte sig, og nogle faldt paa knæ. Men spøgelset greb Robert omkring halsen, kvalte ham og førte ham med sig, og saaledes tjener dette til et eksempel, at det er ikke tilladt at spotte de stakkels døde. Det andet italienske sagn af denne særudvikling findes i Miss R. H. Busks «The Folk-Lore of Rome» og heder Don Gio- vanni Alle i Rom kjendte Don Giovanni; han begik mange urigtige handlinger, men gjorde aldrig bod. Blandt andre misgjerninger, han havde begaaet, var ogsaa et mord paa en stor mand, som kaldtes commendatoren. Skjønt han saaledes havde et mord paa sin samvittighed, brød han sig ikke om det, men spankulerede stolt omkring, som om han ikke var bange for nogen. En dag, da han gik ude i Campagnaen, kom der et høit, hvidt skelet mod ham. Det var Skelettet af commendatoren, som han havde dræbt. «Hvorledes har du det?» sagde I)on Giovanni frækt. «Det er selskab hjemme hos mig iaften, det vilde glæde mig at se dig der,» og saa tog han af sin hat med tilgjort ærbødighed. «Jeg skal sikkert komme,» svarede com- mendatoren med gravrøst, men Don Giovanni brast ud i latter. Midt under aftenselskabet var der en, som bankede paa. «Alle gjæster er komne,» sagde tjeneren, «og dog er der en, som banker.» «Luk kun op,» sagde Don Giovanni ligegyldig, «lad ham komme ind, hvem det end er.» Tjeneren lukkede op, og kom løbende tilbage og sagde, han kunde ikke slippe ind den nye gjæst, fordi det kun var mølle- ren, som kom i sin hvide dragt med mel over det hele. Men alle saa snart, at det var ikke mølleren, skjønt han var helt hvid. Det var commendatorens hvide skelet, og det fulgte tjeneren ind i salen. Alle blev da bange, og de løb for at gjemme Sig; nogle bag døren, andre bag gardinerne og atter andre under bordet. Don Giovanni stod alene midt i salen, fræk som sædvanlig og rakte haanden mod skelettet. «Angre,» sagde skelettet høitidelig «En herre som jeg angrer ikke som en al- mindelig tigger,» sagde Don Giovanni foragtelig. «Angre,» gjen- tog det hvide spøgelse med skrækindjagende bestemthed «Jeg har mere underholdende ting at tage mig til,» sagdes Don Gio- vanni leende. «l)on Giovanni,» skreg det hvide spøgelse endnu høitideligere tredje gang. «skjønt du tog mit liv, er jeg dog