Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/596

ð86 NORDLANDS AMT. sig og komme i kirkepynt som de andre, for han maatte være med i kirken. Ja, dødningen fulgte ham baade til kirken og fra kirken, men da det led saa langt ud i bryllupet, at de havde taget kronen af brnden, vilde han reise. Efter gammelt kjendskab og venskab vilde brudgommen følge ham til graven igjen. Som de gik til kirkegaarden, spurgte brudgo1nmen„ om han havde seet mangt mærkeligt eller sligt, som kunde være fornøieligt at vide. «Ja, det har jeg,» sagde dødningen, «mangt og meget har jeg seet,» sagde han. - «l)et skulde være artigt at se,» sagde brudgommen, «jeg skulde have l1n til at gjøre følge med dig og faa se det, jeg og,» sagde han. - « Det kan du nok,» sagde dødningen, «men det kan komme til at vare en stund. at du bliver borte.» -- Det fik saa være, mente brudgommen, og fulgte med igjennem graven. Men før de gik ned i graven, tog (lø(lningen og flækkede en græstorv af kirke- gaarden og lagde paa hovedet af gutten. Det bar langt bort igjennem stummende mørke, krat og morads, til de kom til en stor, svær port, som lukkede sig op, da dødninge11 rørte ved den. Indenfor den tog det ligesom til at blive lysere, i førsten som maaneskin, men jo længere de kom, des lysere blev det. Langt om længe kom de frem etsteds, hvor der var saadanne grønne bakker med gildt, fedt græs, og der gik en stor buskap, som drev paa og aad, men alt de aad, saa kjørene stygge, tomme og usle ud. «Hvad skal dette være for noget?» sagde gutten, som var l)rudgom, -Vat de er saa magre og ser Saa ilde ud, endda de æder, Som de havde betaling for det?-ɔ ï(Det er en lignelse paa dem, som aldrig kan faa nok, om de faar og skraber aldrig Saa 111eg(?t,)) sagde den døde. Saa reiste de langt og længere end langt til nogle fjeldbei- ter, hvor der ikke var andet end bare knauser og skarvefjeld med en og anden liden græsflæk iblandt. Her gik der en stor l)uskap med dyr, som var saa fede og blanke, saa det skinnede i (le1n. (1Hvad?» sagde brudgommen, «disse, som har“saa ringe beite Og endda ser saa godt ud, hvad er det for noget?» «I)et er en lignelse paa dem, som er fornøiede med det vesle. de har,» sagde dødningen. Saa gik de langt og længere end langt igjen, til de kom til et stort vand. Der var det saa lyst og saa blankt, at brudgom- men ikke taalte at se paa det. «Nu faar du sætte dig her du, til jeg kommer lgj()1],)) sagde dødningen, -:n11 bliver jeg borte en stund.) I)er1ne(l reiste han afste(l, og brud;;0n1men satte sig ned, og