Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/597

Denne siden er ikke korrekturlest


EvENTYR. 587 som han sad, rendte søv11e11 paa ham, og det var som alt blev borte for ham i en tryg og fast søvn. Om en tid kom død- ningen igjen. «Det var bra, at du blev si(l(lende, saa jeg fin- der dig igjen her,» sagde han. Men da brndgommen skulde lette paa sig, var han overvoksen med mose og busker, saa han sad ligesom i et krat og kvistebol. Da han“havde greiet af sig dette, reiste de tilbage, og dødningen fulgte ham samme vei lige til graven. Der skiltes de og sagde farvel til hverandre, og da brud- gommen kom op, gik han lige hjem til bryllupsgaarden. Men da han kom frem did, han syntes det skulde være, kunde han ikke kjende sig igjen. Han saa sig om paa alle -kanter, og han spurgte alle, som han traf, men han fik hverken hørt eller spurgt brud eller bryllup eller slægt eller forældre, ja, han fik ikke spurgt nogen, som han kjendte. Alle undrede sig over denne skikkelse, som gik der og saa ud som en folkeskræmme. Da han ikke kunde finde nogen, som han kjendte, tog han veien til præsten og fortalte ham om skyldfolkene sine, og hvordan det gik til den tid, han stod brudgom, og om, at han var gaaet bort i brylluppet. Præsten vidste ingen ting om (let, men da han havde ledt igjennem de gamle kirkebøgerne sine, saa fandt han ud, at brylluppet havde staaet for lang, lang tid tilbage, og de folkene, han talte om, havde levet for fire hundrede aar siden. W Efter den tid var der vokset op en stor, svær ek i præste- gaarden. Da han fik se (len, kløv han op i den og vilde se sig om, men gamlen, som havde siddet i himmerige og sovet i fire hundrede aar og var kommen hjem igjen, kom ikke vel ned af eken. Han var støl og stiv, som rimeligt kunde vær-e, og da han skulde ned igjen, fomlede han, saa han faldt, brækkede nakkebenet og slog sig ihjel. I eventyret fra I-Iardanger, meddelt af Th. S. Hauk-e)2æs, «Brudgommen, som sov i fire hundrede aar», besøger brud- gommen sin Vens grav paa sin bryllupsdag. Den døde lover at komme til bryllupet, men han vil ikke have mad eller (lrikke, men kun en haandfuld muld af gravhaugen og lidt drypvand af kirketaget; en haandfuld kirkegaardsmuld skulde der være paa stolen. Den-døde kom, men kun brndgommen Saa ham. Da kronen skulde tages af bruden, vilde den døde gjæst gaa, og brndgommen fulgte ham til kirkegaarden. Himmeriges klokker ringte nu efter den døde, men det kunde brndgommen ikke høre, førend han fik en græstorv af graven paa hovedet og holdt den døde i haan(len. Da hørte han den (leiligste musik og klokke- klang, og da vilde han endelig være med til de dødes land. Den døde sagde, at veien var mørk og trang, men da brndgom- men alligevel vilde være me(l, sagde den døde, at han skulde