Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/598

588 NORDLANDS AMT. tage en græstorv paa hovedet, lukke øinene og holde fast i hans lagen. Saa bar det afsted gjennem grav og mørke, gjennem ur og myr, vilde gjel og smale hI1I8lÏ med rod og sten og alskens ulænde. Da veien blev lidt bedre, kom de til en port, hvor de slap ind, da den døde viste reisepas med forgyldt segl. De van- drede da længe og kom til en jernport og slap ogsaa her igjen- nem ved hjælp af reisepasset med det gyldne segl. De kom til en egn, som laa frugtbar i straalende solskin; der var grønne marker, løvrige træer, vakre sjøer og rindende elve. Flokke af heste vadede i det høie græs og aad gi-aadig, men var alligevel forsultne og magre. W 1)en døde forklarede, at det første mørke land var dødens skyggedal, som alle maatte passere. Gjennem den første port slipper kun de, der kan vise brev for sin vandel. Det næste lysere land “var haabets land, og kun de, der har brev paa at være udvalgte, slipper gjennem jernporten. Nu var de i himmelens forgaard. Hestene, som gik der magre i det høie græs, var et billede paa dem, som havde mad og drikke i overflod, men alligevel led af sorg for næring. Men paa det nøgne bergland gik kjør, som fandt et lidet straa hist og her, men som alligevel var glindsende fede. De var et billede paa dem, som var ti1fre(lse, trods sine ringe kaar. Saa kom de til et stort vand; her maatte de skilles, thi over vandet kunde ingen følge den døde. Vennen vilde heller sidde og vente ved vandet, end skilles fra den døde. Han satte sig ved stranden og saa udover det stille vand; den dødes a3Sy11 lyste klarere og klarere, jo længere han kom bort over vandet, og han forsvandt som en klar Stjerne Brudgommen sad længe høitidsstemt og stirrede efter sin ven, saa lagde han sig i græsset under et skyggefuldt pa-lmetræ og sov ind. 0msider kom den døde tilbage og vækkede ham; da var brudgommens haar og skjæg hvidt og naaede ham til knæerne; rundt om, hvor der før var snaut, Stod svære træer med krat og buske. Den døde tog ham ved haanden og førte ham tilbage til graven. Brudgommen gik da hjemover for at træffe bruden og bryl- lupsgjæsterne, men skog og mark var blevet anderledeS; husene havde han ikke seet før, og de folk, han traf, kjendte han ikke. Hjemme paa gaarden var der andre huse, ingen bryllupsfolk, men fremmede. Bryllup havde der ikke været paa gaarden paa mange aar; hans slægt kjendte ingen. Saa gik han til præste11, som blade(le i sine bøger, men ikke kunde fin(le de navne, brud- gommen spurgte efter. Saa viste brudgommen frem sin vielses- ring med aar og dato, og da fandt præsten i en gulnet, støv-et bog navnene og vielsen noteret for fire hundrede aar siden. Saa