Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/600

Denne siden er ikke korrekturlest


59O NORDLANDS AnT. melsalen, hvor Gud sad paa sin trone, omgiven af engle og salige, og mellem dem den levendes broder og forældre. Et russisk eventyr i Ralstons «Russian Folk-Tales» har bl. a. et træk, som stemmer med fortællingen om «Glædens Skaal» i det norske eventyr fra Brunkeberg om den døde julegjæst. Mellem mange af versionerne i disse to hovedgrupper er der i det hele Overensstemmelse i adskillige træk. - I gamle dage boede i en landsby to unge mænd, som var meget gode venner og betragtede hverandre som brødre. De traf den aftale, at den af dem, som først giftede sig, skulde indbyde den anden til sit bryllup, enten denne anden var levende eller død. O Efter et aars forløb blev den ene af dem syg og døde, og et par maaneder derefter skulde den anden gifte sig. Han samlede sine slægtninge og gik for at hente sin brud. Paa veien kom han forbi kirkegaarden, og brudgommen tænkte paa sin ven og paa aftalen. Saa standsede han hesten og sagde: «Jeg vil gaa til min Vens grav og bede ham komme og glæde sig ved mit bryllup; han var mig. en god ven.» Saa gik han til graven og raabte høit: «Kjære ven, jeg indbyder dig til mit bryllup.» Graven aabnede sig pludselig, og den døde kom op og sag(le: «Tak, broder, at du holdt dit løfte. Forat vi kan feire denne lykkelige hændelse, saa kom ind i min bolig og lad os drikke et godt glas sammen.» «Jeg skulde gjerne, hvis ikke bryllupsfølget stod u(lenfor; de venter paa mig.» «Ei, broder, det tager ikke lang tid at tømme et glas,» sagde den døde. Brudgommen hoppede ned i graven, og den døde skjænkede ham et glas; han drak det ud, og hundrede aar gik. «Tøm et glas til, kjære ven,» sagde den døde. Han gjorde det, -- to hun- drede aar gaaet. «Nu, kjære ven, tøm et tredje glas,» sagde den døde, «og gaa saa i Guds navn hen og hold bryllup.» Han drak det tredje glas - og tre hundrede aar var gaaet. Den døde tog afsked med sin ven, laaget paa kisten faldt i, og gra- ven aabnedes. Brudgommen saa sig om. Hvor kirkegaarden havde været, var der nu øde land. Der var ingen at se, ingen slægtninge, ingen heste. Rundt omkring voksede nesler og høit græs. Han ilede til landsbyen, men landsbyen var ikke som før. HuSene var andre, og folkene var fremmede for ham. Han gik til præsten, men det var ikke den præst, Som var der før. Brudgommen fortalte ham, hvad der var hændt. Præsten søgte i kirkebøgerne og fandt nu, at for tre hundrede aar siden var følgende hændt: En br11dgom var paa bryllupsdagen gaaet til kirkegaarden og forsvandt. Da nogen tid var gaaet, havde hans brud ægtet en anden mand. Nær beslægtet baade med dette russiske og de nordiske