Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/604

Denne siden er ikke korrekturlest


594 NOHI)1.AN1)S AMT. de hilste paa hertugen. Han syntes saa godt om sig her, at han ikke vilde bort. Men paa den tredje dag sagde ynglingen til ham, at nu var hans tid kommen; han maatte hjem igjen, men skulde snart komme tilbage. Det hvide muldyr bar dem da samme vei tilbage, og ynglingen fulgte ham til palmetræet paa den grønne mark; da hertugen nu bedrøvet gik paa veien til sit slot, saa han langt borte et gammelt kloster paa det sted, hvor slottet havde staaet; han ringte paa, og en klosterbroder kom ud. Hertugen spurgte-: «Hvad gjør I her, kjære broder? Er jeg ikke paa ret vei? For tre dage siden gik jeg bort og finder ikke mit slot igjen.» Klosterbroderen sagde, at noget slot fandtes ikke i vid omkreds, og henviste ham til abbeden. Denne hentede en gammel krøuike af klosterets bogsam1ing, og viste, at for tre hundrede aar siden var en yngling gaaet bort fra slottet; dette var forlængst jevnet med jorden, og hans moder og kjæreste var døde for længe siden. Klosteret vilde gjøre et stort gilde for at feire hertugens hjemkomst, og hertugen skulde sidde øverst. Men neppe havde han faaet et stykke brød i munden, før han skrumpede sammen og blev en urgammel, hvid liden mand, og i samme øieblik var han død. En middelalderlig variant til denne fortælling, som findes i Komers nedertyske «Cronica novella» fra omkring 1425, kalder brudgommen Loringus af Benemontes, og han lægger begivenheden til aaret 834. Her er greven borte i 346 aa-r; da han kom tilbage til det sted, hvor hans tjenere og væbner skulde vente paa ham, stod der store træer, som han aldrig havde seet før, og der, hvor hans slot havde staaet, laa et kloster. Han troede, han havde redet feil og bankede paa klosterporten for at spørge, hvor han var; der hørte han af abbeden, at klosteret var stiftet af en grev Theobald for 346 aar siden som sjælegave for ham og hans søn Loringus, som var forsvundet sporløst morgenen efter bryllupsnatten. Den unge ridder fortalte sin historie, og abbeden bad sammen alle biskoper og abbeder i nabolaget for at feire dette store under. Loringus sad ved prælaternes taffel uden at spise; han havde ikke lyst hverken paa mad eller drikke, men paa abbedens indtrængende nøden tog han en bete i munden. I samme øieblik svandt hans ungdomskraft, haaret blev graat, skjægget snehvidt og rak lige ned til bæltet, og abbeden havde neppe tid til at række ham sakramentet, saa raskt visnede han hen. Ikke blot eventyrgruppen om den døde som bryllupsgjæst, men ogsaa den anden hovedgruppe om den døde som julegjæst hviler, om end ikke saa udelukkende, paa grundtanken om tidens hastige, umærkelige flugt i det hinsidige liv. Begge gruppeformer og