Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/605

Denne siden er ikke korrekturlest


EvENTYB. 595 særlig for1nningen med bryllupsgjæsten er at opfatte som en episk anskueliggjørelse af de to bibelord, i den 9Ode salme og 2det PeterS brev. I salmen heder det: «Tusen aar er for dine øine som den dag igaar, naar den er forgangen, og som en natte- vagt.» I 2det Peters brev, 3dje kapitel heder det: «En dag er for Herren som tusen aar, og tusen aar som én dag.» Ordene i den 9Ode salme blev af jødiske rabinere forstaaet efter bogstaven, og indenfor Islam fortælles det om Muhammed, at da man pressede ham for at faa vide, naar dommedag skulde indtræffe, saa paaberaabte han sig det jødiske udsagn. I Koranen 22de sure siger han: ((thi én dag hos din herre er lig tusen aar af det, som I regner med.» “ Disse bibelord, som efter sin bogstav ophæver den menne- skelige forestilling om tid, har for grublende aander alle dage været et kors for tanken. Ordene har, om end med benyttelse af ældre, kanske hedenske traditioners drag, affødt en række legender og legendefarvede eventyr i middelalderen. Mest bekjendt er sagnet om munken, som faldti henrykkelse. Længst tilbage griber en nederlandsk formning af denne legende. Den lader en munk fra klosteret Afflighen i det 8de aarhundrede følge efter en syngende fugl og først vende tilbage i slutten af det 11te aarh1mdrede. Til en historisk person knytter sig en nederrhinsk legende. Der fortælles her om den hellige Ex-pho, den første abbed i klosteret Siegburg ved Bonn, stiftet omkring 1065. Han grublede over verset i den 90de salme, som voldte ham store anfægtelser, og en dag gik han i dybe tanker gjennem klosterhaven ud i skogen. Her vækkede en fugl ham af hans betragtninger med en vidunderlig sang; den havde dueskikkelse, men fjærene skinnede i regnbueglands. Den flagrede foran ham et kvarters tid og lokkede ham dybt ind i skogen. Da hørte han klosterklokken ringe til aftenandagt og vendte hjem. Men han kjendte sig ikke igjen; klosteret var dobbelt saa stort, han saa ikke et eneste bekjendt ansigt, selv de hilsendes sprog syntes ham fremmed. Der var gaaet tre hundrede aar, siden han gik ud. Saa knælte han ned i kirken, og under bø11nen steg hans sjæl op til Gud. “ ’ Saaledes fortæller folkesagnet i vore dage, og ganske det samme, kun uden stedfæstelse, berettes i en legende i præken- haandbøger fra det 14de og 15de aarhundrede. Disse legender repræsenterer en gruppe, som kan karakteri- seres som legendegruppen om tvivl overfor Guds uafhængighed overfor tiden. I en anden gruppe af de middelalderlige legender, som er langt talrigere og mere udbredt, beder munken Gud om at aaben- bare ham en prøve paa den himmelske salighed. En af de ældste