Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/606

Denne siden er ikke korrekturlest


596 NORDLANDS .mT. formninger af denne gruppe findes i en prækenhaandbog fra det 13de aarhundrede, som heder «Promptuarium exemplorum» (Et lager af eksempler): En munk bad Gud, at han vilde aabenbare ham den ringeste glæde i paradis. Straks begyndte en liden fugl at synge for ham, vidunderlig og betagende; han prøvede at fange fuglen, og fulgte den i klosterskogen og blev staaende og lytte og lytte under træet i 365 aar. Da hørte han pludselig klosterklokken ringe og skyndte sig til porten, men hele klosteret havde skiftet udseende, og han fik knapt lov til at slippe ind, fordi ingen af l)rødrene kjendte ham. Alle faldt i den største forundring over ham, og over hvad han fortalte; abbeden spurgte, naar han gik ud, og hvem der var abbed og prior, da han forlod klosteret. Saa blev klosterets krøniker taget frem, og af dem saa man, hvor mange aar der var gaaet siden den tid, skjønt broderen selv sagde, at han ikke troede at have været over en time ude. Fortællingen gjentager sig med smaa afændringer i det 14de og 15de aarhundreders prækensamlinger. Mellem begge grupper staar et middelhøitysk digt om broder Feliæ i paradis. Han gik tidlig en morgen ud af klosteret, læsende i en bog. Der læste han, at himlens glæder er evige; det syntes ham umulig at fatte. Da sendte Gud fra himlen en liden fugl ned; den var hvid som sne og sang saa sødt, at han slog sin bog sammen og bare lyttede i fuld henrykkelse. Alt for tidlig syntes han, den fløi bort; da klang en middagsklokke, og han vendte tilbage til klosteret. Men portneren vilde ikke slippe ham ind; saa kom abbeden og de ældste brødre, men ingen kjendte ham. Men paa sygestuen laa der en gammel munk, som havde tilbragt 100 aar-i klosteret; han drog sig til minde fra den tid, han var novice, at der var forsvundet en broder Felix fra klosteret; det var netop 10O aar siden. Et prækeneksempel fra Strassburg forener baade grubIingen over vei-set i den 9Ode salme og over himmelglædernes evighed. Det var en munk i et kloster, som undrede sig over, hvor- dan der i himmerige kunde være en evig glæde, og over, hvor- ledes en dag paa jorden kunde være længer end 1000 aar i himmerige, saasom David selv siger. En dag skulde han synge messe i koret; da tænkte han: Nu skal du gaa ud i skogen og bede, indtil man ringer til meSsen. Der fik han høre en fugl, som var sendt af Gud, og den sang saa liflig, som om det var al paradisets sange og toner; og munken lyttede til sangen ude i skogen med vellyst og i største fryd i 20O aar. Saa flei fuglen bort, og munken blev opmærksom paa en klokke, som ringte. Han tænkte: Nu ringer det til vesper, gaa nu hjem. Men i klosteret vilde man næsten ikke tage imod ham, for ingen