Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/607

Denne siden er ikke korrekturlest


- EvENTYH. 597 kjendte ham, og heller ikke kjendte han nogen; og han vidste ikke, hvad der var skeet med ham. Saa ledte man efter i sjæle- bogen; der fandt man hans navn og regnede ud, at det var var 2OO aar, siden han blev borte, uden at nogen vidste, hvor der var blevet af ham. I den lange række af eventyr, som foran er gjengivet, af begge grupper, baade om den døde som julegjæst og den døde som bryllupsgjæSt, har de fleste formninger en mere eller mindre fuldstændig skildring af de ondes og de godes opholdssteder i det hinsidige liv, af himmelen og af helvede. Størstedelen af disse Skildringer gaar gjennem mange mellemled tilbage til den tidlige middelalders visionsliteratur, fortællingerne om syner og henrykkelser til det hinsidige liv, eller til denne literaturs grund- lag, de apokryfiske skrifter fra de første seks, syv kristne aar- hundreder. Den historiske Sammenhæng er gammel og vidt- forgrenet, og en detaljeret paavisning af de enkelte skildringers ophav og slægtskabsforhold vilde blive altfor vidtløftig. Her skal alene eksempelvis peges paa nogle enkelte træk, saaledes forekomsten af broen over dødselven (f. eks. i det norske julegjæsteventyr fra Brunkeberg) og af veiene, som i det hin- sidige forgrener sig til himmel og til helvede (som forekommer i mange formninger). Ideen om de skilte veie er ligefrem en an- vendelse af bibelordet om den brede og den trange vei. Tanken om en elv, som skiller de levendes verden fra de afdødes, og hvorover der fører en bro, har sin oprindelse i østerlandske tankebilleder. Fra par-sex-ne, de ga-mle persiske ildtilbedere, er den gaaet over til jøder og muhammedaner, og allerede saa tidlig som i 594 har den sat sig fast i den katholske kirkes fortæl- linger om livet efter døden, saaledes som disse forestillinger har givet sig udslag i pave Gregor den stores «Dialogi». Baade den kristne visionsliteratur og de europæiske folketraditioners døds- bror viser i sidste instans tilbage til Gregor den stores værk, som i mange henseender kan betegnes som den ældste og første sagnsamling i Europa. For vort lands vedkommende fremtræder denne dødsbro blandt andet i det gamle religiøse digt «Draum- kvædet», fra omkring 1220, hvor broen heder Gjallarbroen. En anden tanke, som ofte dukker op i eventyrernes skildring af den anden verden, er forestillingen om et vældigt træ, som fælder sine blade eller blomster med bestemte mellemrum. I det siebenbürgske eventyr om graveren er der et kjæmpe- stort træ, fra hvilket der falder tre gyldne blade, hvert, synes graveren, med en times mellemrum, men i virkeligheden gaar der 100 aar mellem hvert blad; og mellem hvert blad, som fal- der, ser graveren tre fordømte par. I det danske eventyr «Dødningen» forlader den døde sin gjæst ved en mægtig stor