Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/76

FISKERIER. 67 Kveiten tilvirkedes før som rav, rækling’ og skaarkveite. Denne tilvirkningsmaade er meget gammel. Finnerne med det yderste fedtlag samt lidt af kjødet blev skaaret løst, saaledes at ryg- og bugfinner hang sammen efter halen; det var den saa- kaldte rav; der strøedes lidt Salt paa og siden hængtes den op til tørring. Kjødet nærmest raven skares op i tynde strimler, der senere tørredes til rækling. Strimlerne hænger parvis sam- men efter skindet, og hvert par udgjør et saakaldt ræklingskast. I det brede kjødparti paa over- og undersiden, «flaket», blev der gjort dybe, til skindet gaaende indsnit, hvorpaa det tørredes til skaarkveite. Kjæverne og toknen eller gjællerne, «ravshovedet», skares løs fra hjerneskallen, «mokjen», der sammen med ryg- raden kaldtes «husen»; disse sidstnævnte dele kogtes enten i fersk eller halvtørret tilstand. Den gamle tilvirkningsmaade gaar mere og mere af brug, og der er liden tilgang paa rækling nu, og den er kostbar. I Kri- stiania forlanges i detaljhandelen kr. 3.6O for l kg. rækling. Rækling omtales i den ældre Frostathingslov og i Bjarkø- retten som næringsmiddel; rav nævnes i 1325 som handelsvare, og begge omtales i en retterbod af 13l6 som almindelige ud- førselsartikler, hvoraf der svaredes samme told som af skrei og tran. Bønderne i Rødø præstegjeld vedtog i 1433 at give aaarlig en gjild spærre fisk eller en gjild rav til erkebisl(open, som fra gammel tid af havde været tilfældet. Peder Claussøn skriver om rav og rækling: - - - «de udschiere den i Rechler oc tørche den, oc de Rechlinger med det fedeste aff Finderne kalde de Raff, oc er samme Raff holdet for den allerkosteligste FiSch oc bliffuer ført med andre Fisch til Bergen, og der forkiøfft oc siden forsendt thill Herrer i Thydschland.» ’ Man vedblev i Nordland at tilvirke det meste af kveiten til rav og rækling, undtagen i de varmeste sommermaaneder. Folk fandt sig vel tjent med rav og rækling, skjønt den havde ord for at være ufordøielig og allerede fra gammel tid var kommeti et mindre godt rygte, «fordi den for sin megen Fedhed Schyld iche kand lettelig forterres i Mennischens Mauffue, daa schall den besønderlig foraarsage den Kranched Skjørbug, som er den almindelig regierendes Siuge i Nordlanden, sønderlig med de fremmede» (Peder Claussøn ). I det sekstende aarhundrede blev fed rav ført fra Nord- land til Bergen. Paa denne tid satte man ogsaa stor pris paa norsk rav og rækling i Liibeck, Hamburg og Breme11. I Bergens rimkrønike fortælles, at tyskern-e søgte Bergen, “for der laa den største handel med smør, 1iSk, rav, rækling og anden vandel».