Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/820

Denne siden er ikke korrekturlest


8 I O NORDLANDS AMT. bud efter de mægtige mænd paa Haalogaland, som endnu ikke havde været hos ham, forat de skulde hjælpe ham. o Det er om finneskatten, der stadig er tale i Harald Haar.fagres tid. Denne blev efter 0ttar indkrævet af høvdin- gerne i Haalogaland, og deres rigdom, heder det, bestod især i den skat, som finnerne ydede dem. Høvdingerne indkrævede saaledes skatten for sig, og der synes at have været flere, som krævede skat. Denne finneskat blev i Harald Haarfagres tid en skat, som tilkom kongen. ialfald var det saa sydlig i amtet, hvor kongens syssel paa fjeldet eller finnekjøbet overdroges en lendermand. Da Haalogaland er vidtstrakt og Finmarken vidt, saa hindrer dette ikke, at der nordlig i amtet har været flere, som krævede finneskat. Egils saga indeholder en længere beretning om Thorolv Kveldulvssøn og hans strid med Harald Haarfagre, og nogle af de vigtigste begivenheder her foregaar paa Helgeland. Det bør erindres, at Egils saga er skrevet over 300 aar senere end de begivenheder, som her omtales, og noget er vel sat til, forandret eller udsmykket under den mundtlige overlevering. Den mægtigste herse i Haalogaland paa Harald Haarfagres tid var Brynjolv Bjørgolv.s-søn paa Torgar. Hans fader Bjørgolv havde allerede længe havt finnefærden og finneskatten, og Bryn- jolv havde den ligeledes Det siges ndtrykkelig, at baade Brynjolv og hans fader Bjørgolv allerede længe før den tid havde udøvet denne ret: de havde altsaa udøvet den paa bøndernes eller hauldernes egne vegne. Men nu erhvervede kongen sig denne vigtige rettighed paa Haalogaland, og først da han var i besiddelse af denne ret, havde han det fulde herredømme over fylket. Brynjo1v og hans søn Baard fulgte kongens opfordring, da han sendte bud efter dem, og reiste om høsten ned til Trond- hjem, hvor kongen tog venlig imod dem, gjorde Brynjolv til sin lendermand, bekræftede ham i forleningen med flnnefærden og finneskatten og gav ham desuden andre store forleninger. Han reiste derpaa hjem, men Baard blev tilbage som kongens hird- mand. Skatten fra finnerne tilhørte fra denne tid kongen alene, og handelen med finnerne var kongeligt monopol. Men det har neppe været den hele skat, som den norske konge tilegnede sig, men blot en betydelig del deraf. Harald Haarfagre har ved at tilegne sig flnneskatten vistnok kun tilegnet sig en rettighed, der allerede udøvedes af de ældre haalogalandske konger. Naar Harald bekræftede Brynjolv i em- bedet og udvidede hans forleninger, saa er der vel sluttet en