Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/830

820 NoB1)1‘AN1)s AMT. Øivind Skaldespillers hengivenhed for Haakon Adalsteins- fostre skaffede ham senere ubehageligheder. Ved Harald Graafelds hird var en islandsk skald Glum Geirr- søn, som i et vers roste Harald, fordi han havde hævnet sin bro- der Gamle, der faldt i kamp mod Haakon. I verset heder det, at Harald Graafeld stort har hævnet sin broder Gamle, Haakons mænd fandt døden, og Harald vandt seier, der hvor sorte rav11e suger blod af Haakons saar. Blodig farvedes sværdene. Øivind anførte da et ældre vers, som han havde kvædet, i hvilket det heder, at den seierrige konge farvede Sværdet med Gamles bIod, da han drev Eriks arvinger ud i sjøen, dybt sørger alle krigere over den faldne kong Haakon. Sværdet kaldes i dette vers poetisk den stav, hvormed Fenrisulvens kjæft holdes aaben. Kong Harald var meget vred over dette vers, og Øivinds venner frygtede for, at Harald vilde lade ham dræbe; de lovede paa Øivinds vegne, at han skulde gjøre sin forseelse god igjen. Paa grund af slægtskabet, som var mellem dem, lovede kongen at tage ham til naade, hvis han vilde blive hans skald, som forhen Haakons, og digte et andet vers til hans ære. Øivind digtede et vers, hvori han priste Haralds tapperhed, men nævnte ikke noget bestemt slag. Harald var kun nogenlunde tilfredS. Glum bad Øivind digte et andet kvad, men skalden vilde ikke smigre; han kvad: En herre har jeg havt, før jeg kjendte dig, nu bliver jeg gammel og vil ikke have den tredje. Trofast tjente jeg min herre, og jeg bar aldrig to skjold; Harald, i din flok fylder jeg kun tallet, og snart er mine aar talte. Kun kort tid opholdt Øivind sig da hos Gnnhilds sønner; han drog hjem til sine gaarde. Men da der blev naar og nød, kvad han nogle vers, hvori han ophøiede Haakons tid. Den- gang, sagde han, bar vi guldet paa armene, og det prydede skal- denes hænder; nu har kongen gjemt guldet i jordens skjød, og de strenge herrers raad er haarde at døie. Harald blev vred, men Øivinds venner fik sagen bilagt, saa kongen skulde dømme, og han dømte Øivind til at give ham en stor guIdring af 12 øres vægt, ved navn Molde, der var fun- det i jorden, og som havde tilhørt Øivinds fader. Øivind kvad et vers, hvori han gav sin misfornøie1se tilkjende over at maatte skille sig ved et arvestykke. A Det blev, som berørt, uaar, da Gunhildssø11nerne var konger, og uaarene blev værre, jo længere de styrede landet Bønderne gav kongerne skylden. Landsfolket manglede næsten overalt korn og fisk. Paa Haalogaland var det stor sult og nød; der vokste næsten ikke korn der, og sneen laa midt paa sommeren.