Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/838

828 NOB1)1.AN1)S AMT. navn Thorflnn Kaarssøn paa Haram paa Søndmøre. Det heder, at han her indlagde sig stor fortjeneste og hæder ved at dræbe to berserker fra Haalogaland, der engang i Thorfinns fravær kom til gaarden. De vilde tiltvinge sig friheder, hvortil de var ube- 1ettigede. De vilde lade Thorfinn undgjælde, fordi han havde været en af de vin-ksomste til at faa den bestemmelse bragt istand, ifølge hvilken holmgang afskaffedes og alle ransmænd og berser- ker erklæredes fredløse. Siden foretog Grette en reise til Vaagan i Lofoten, medens fiskestevnen stod paa, og opholdt sig paa til- bageveien en stund hos en bonde i Salten, hvor Bjørn, en frænde af bonden, dag efter dag drillede og fornærmede ham paa det groveligst(æ Grette fandt sig taalmodig deri for husbondens skyld, men da han sidenefter paa sin reise sydefter traf Bjørn ved Trondhjemsfjorden, kunde han ei afholde sig fra at udæske ham til at afgjøre deres me1lemværende ved vaaben, og Bjørn faldt Dette gav senere anledning til forskjellige drab og stri- digheder. Fra 0laV den helliges tid. Da Svein jarl før slaget ved Nesje samlede folk mod Olav den hellige, fik han hjælp af len- dermændene i Trondhjem og paa Haalogaland; endog de, som den sidste vinter forud havde svoret Olav troskabsed, saavel le11dermænd som bønder, fulgte Svein. Blandt de lendermænd, der fulgte med Svein, nævnes ogsaa Haarek af Tjotta. Om Olav I-[araldssøn, den digre, ogsaa kaldet den hellige, heder det, at han under sit ophold i Nidaros 1020 spurgte ivrig efter, hvorledes kristendommen overholdtes paa den kant af landet. Han hørte, at den saagodtsom slet ikke overholdtes paa Haalogaland, og at der tillige manglede meget paa, at den overholdtes vel iNam- dal og Indtrøndelagen. Til sommeren vilde han derfor gjæste Haalogaland og drage lige til landets nordligste ende. Det heder, at haaløigerne tænkte forskjellig om denne færd. Om reisen sendte han allerede om vinteren bud til Haarek aj T)otfa, der paa den tid var den mest anseede mand paa Haalogaland, baade paa grund af sin klogskab, rigdom og sine store besid- delser, som paa grund af sin byrd og sit Slægtskab “med konge- huset og de store forleninger, som han havde. Han var, som før nævnt, allerede af Olav Trygvessøn udnævnt til lendermand, og havde i en lang række af aar været forlenet med finnefær- den og kongens syssel saavel i Haalogaland som i Finmarken, dels alene, dels sammen med andre. Paa den tid var han alene forlenet finnefærde11. Han var nu allerede meget tilaars, og han havde hidtil ikke indfundet sig hos Olav, men der havde dog været vekslet venskabelige sendelser mellem dem; derfor hen- vendte kongen sig ogsaa nu nærmest til ham, og fremdeles, heder det, gik der budskaber mellem den1. I den nordlige del