Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/860

850 NORDLANDS AMT. Kong Øistein og Sigurd Ranessøn tog, som forhen, i al stil- hed vidner paa, at sagen var afvist paa Kjefsø thing. Kong Sigurd stevnede alle lendermænd til sig og opnævnte af hvert fylke endel bønder for at drive paa sagen med al kraft og gjøre Sigurd Ranessøn udlæg i hans egen hjemstavn. Han indstevnede alle haaløiger og naumdøler til thinget. Ogsaa kong Øistein indfandt sig mandstærk. Han sagde til sine mænd, at de skulde fare frem med bram, sætte Skjold ved Skjold langs stavnene, holde sine vaaben i beredskab og ile paa land, saa- snart de lagde til, for at vise sig rede til at binde an med kong Sigurd, om det skulde behøves. Kong Sigurd kom ogsaa nu først. Øistein spurgte Sigurd Ranessøn, hvad svar han vilde give paa thinget. Sigurd svarede, at han vilde holde sig til Øistein om raad. Øistein raadede ham til at overdrage sig hele sin sag til forsvar mod kong Sigurd; da kunde de sige, at sagen gjaldt ham og Øistein, og saa kunde de to brødre prøve, hvem af dem der var lovkyndigst. Sigurd gjorde, som Øistein sagde. Kong Sigurd foredrog sagen mod Sigurd Ranessøn med hef- tighed. Kong Øistein svarede straks, at det var bekjendt, hvilket tilbud Sigurd Ranessøn havde gjort kong Sigurd; han ansaa sig sagesløs, siden han tilbød kong Sigurd alene at afgjøre sagen. Men da kong Magnus gav ham finnefærden paa de betingelser, som hidtil havde gjældt, og erklærede, at forle- ningen ogsaa skulde vare i hans sønners levetid, saa maatte han faa føre sine vidner efter lov og ret og kun bøde for, hvad han ikke kunde fralægge sig med vidner. Da kong Sigurd vilde prøve lovens gang, kom det atter an paa, om han fandt sig i, at man forsvarede sig efter loven. Sigurd svarede, at han vilde faa sagen drevet igjennem og se til at faa ham fældet i hans frænders kreds. Øistein svarede, at der var faa ting, som Sigurd ikke fik drevet igjennem, naar han lagde vind paa det; her var jo kun faa mænd og smaafolk til at staa imod. Kong Sigurd svarede, at han vilde lade det afgjøre, om kong Magnus kunde give nogen forlening paa længere tid, end han selv var konge; manglede der noget paa, at lovene iagttoges, da var, sagde han, skylden kong Øisteins, thi nu var sagen kommet for det thing, hvor kong Øistein selv sagde, at den skulde komme til lovlig paadømmelse. Øistein svarede, at vistnok havde han sagt, at paa Trondenes thing skulde Sigurd Ranessøn søges i denne sag, men nu havde den faaet et andet udseende: nu var det kon- gerne selv, som tvistedes, og dette kunde alene ske paa et af de tre store lagthing, Frostathing, Gulathing eller Ei(Mvathing’. Søgs- I Disse ord viser-, at der paa den tid ikke var mere end tre thing- foreninger.