Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/866

856 NORDLANDS AMT. saa sydover til Vikar (Vik) i Brønnø, og der fangede de Viøalm Ski1mare, kong Sigurds lendermand, og Thoralde IOej’t; de dræbte dem begge. De fortsatte saa med plyndringerne sydover langs hele kysten og kom til Viken og derfra til Danmark. En mægtig mand, Sigurd Ranessøns og Skaldvars søn, var den afho1dte Nikolas Sh;jaldvarssøn, som han oftest kaldtes efter sin høibyrdige moder. Han havde rimeligvis finneskatten efter fader-ens død. Nikolas var med i slaget ved Konghelle 1159, da kong Haakon Herdebred blev slagen. Nikolas blev tagen til fange, da hans skib ryddedes, men han gik kong Inge tilhaande og blev siden hos ham, saalænge kongen levede. Han var Erling Skakkes fornemste støtte blandt lendermændene i den nordligste del af landet. Hans hjem og hovedsæde var, ligesom fader-ens, Steig i Engeløen, men han var ofte og længe i Nidaros, hvor han eiede gaard, og havde megen indflydelse Da der efter kong Inges død var spørgsmaal om at opstille en an- fører for lendermandspartiet, var der tale om Nikolas, men han raadede til at vælge en mand af kongeæt. Han lagde sin hen- givenhed for Erling og Magnus Erlingssøn for dagen ved at gjøre ende paa Sigurd Markusfostres opstand; han slog ham og foster- faderen Magnus, da de vilde angribe Bergen, og lod dem siden henrette, da de var fanget. Nikolas var i Nidaros i 1l76 sammen med sin svigersøn Erik Arne-S“søn, der var gift med datteren Skjaldvar, der vistnok var opkaldt efter bedstemoderen. Erik gik til sin svigerfader og berettede, at nogle fiskere havde seet en mængde seil styre ind fjorden, han mente, det var birkebeinerne. Nikolas mente, det var løst snak; birke- beinerne var øst paa Marker og tænkte neppe paa at hjemsøge trønderne. Erik sendte en skude for at undersøge sagen, og Nikolas gik til kirke. Erik kom igjen og sagde, at efterretningen var sand. Han raadede til at ride ud af byen og samle folk; i byen var mangel paa folk. Nikolas mente, han var altfor ængstelig. Nicolas gik atter i kirke. Da messen var sunget, sagde Erik til ham: «Nu er hestene sadlede; lad os ride bort.» Men Nikolas vilde holde thing med bymændene og se, hvor stor styrke der var, men først vilde han spise middag. Da steg Erik tilhest og red ud af byen. Nikolas havde neppe endt sit maal- tid, før birkebeinerne roede op i elven. Da lod han sine mænd væbne sig og gik med dem op i det øvre loft for at forsvare sig de1-. Hele gaar-dsrummet var opfyldt af birkebeinere, som kom ganske uventet, dels op ad gaderne, dels langs bryggerne, og til Nikolas’ gaar-d. De bød ham grid, men han vilde ikke modtage den. Da gik de løs paa loftet, nogle hug hul i taget og skjød ned. Nikolas og hans mænd værgede sig med bueskud,