Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/872

Denne siden er ikke korrekturlest


862 NORDLANDS AMT. Sighvat Lande og Audun Raud, præst til Trondenes, i pengebøder, vistnok fordi de havde vægret sig for at udrede leding; Audun maatte desuden betale de bøder tilbage, han paa erkebiskopens vegne havde oppebaaret for 11orsager; den skik, at forældrene gav Salt og voks til kirken med børn, der skulde døbes, forbød hr. Bjarne at iagttage for eftertiden og erklærede, at kongens lagmand skulde dømme i sager vedkommende kristenretten, som i alle andre verdslige sager. Ingen anden kristenret skulde efter dette gjælde end kong Haakons og erkebiskop Sigurds, eller tilstanden førtes tilbage til, hvad den var i 1244. Hr. Bjarne af Bjarkø døde 13l3; han synes oftest at have op- holdt sig ved hoffet og forøvrigt paa Giskø, medens broderen Vidkunn, der var ridder og senere baron, mest har opholdt sig paa Bjarkø, naar ikke hans pligter som kongens haandgangne mand fordrede hans nærværelse andetsteds. Da han døde 1302, blev sønnen Erling vistnok den rigeste og mægtigste mand i den gamle Arnmødlinge- og Bjarkø-æt. Foruden Bjarkø med tilliggende gods arvede han ved farbroderen Bjarnes død det store Giskøgods, og med sin hustru Elin Toresdatter og efter sin moder fik han store rigdomme og meget jordegods. Han var Norges rigsfor- stander under Magnus Eirikssøns mindreaarighed og senere denne konges betroede mand. Saalænge kongerne hyppig opholdt sig i Trondhjem og reiste om i landet, var Haalogaland ikke en udkant af riget. Anderledes blev det, da kongerne oftest holdt til i den sydligste del af landet; fra Trondhjem, og ogsaa fra Bergen, kunde kon- gerne nogenlunde let holde øie med, hvad der foregik der, og hindre, at altfor grove uskikke indsneg sig. Men efterat Haakon Magnussen havde gjort Oslo saa at sige til hovedresidens og kun en sjelden gang kom til Trondhjem, laa Haalogaland for fjernt til at kunne nyde godt af stadigt tilsyn, især da en del af hans regjeringstid var optagen af krige og underhandlinger. Saaledes kunde der her indsnige sig flere uskikke end andetsteds. Hvad der bidrog til at henlede kong Haakons opmerksomhed paa Haalogaland og til at aabenbare det uvæsen, hans ombuds- mænd der tillod sig, var vistnok indfald og p1yndringstog fra russisk side. Kong Haakon Magnussen gav en forordning af l313 om finnerne i Haalogaland. Finner var vel dengang som lige ned til vore dage bosat inderst i flere af fjordene i Nordland, især i det nuværende Tromsø amt. Kongen paalagde saavel sine som erkebispens embedsmænd (aarmænd) at handle skaansomt med finnerne; de skulde ikke med vrange ord afpresse dem gaver og ikke øve vold og tryk mod dem, hvis de ikke vilde udsætte