Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/881

Denne siden er ikke korrekturlest


HIS’I’ORIE. „ 871 sendte vind fra nordvest, og for igjen at søge land rettede vi kursen mod nordøst og seilede i to dage og nætter med god bør for fulde sei1. Men en ugunstig skjæbne vilde ikke længe lade os nyde godt af dette; der stødte den ulykke til, at nogle af de kramper, hvori roret staar, brak, saa at vi maatte finde et mid- del til at styrke det, saa at vi istedetfor jern satte det fast med tauge. Vi fik det saavidt fast, at vi hjalp os frem til Lis- sabon, hvor vi kom den 29de august. i Da vi her havde repareret de afbrudte kramper og havde forsynet os med proviant og andre fornødenheder, seilede vi den 14de september ud af havnen paa vor reise. Men vi fik stadig modvind og tumledes om paa det vide hav. . Vi kom den 26de oktober til Muros’s havn (Muros i Nord- spanien), og jeg med l3 af mit reisefø1ge besøgte St. Jacomo’s kirke; jeg blev ikke længe der, men vendte straks tilbage, og satte den 28de seil med temmelig god sydvestlig vind. Jeg haa- bede, at vinden skulde holde sig stadig, som jeg saa gjerne vilde. Men da jeg i min rette k-urs var kommet omtrent 20O mil fra Kap Finisterre, lagde den gode vind sig, og der kom vind fra øst og syd. Havde den gode vind holdt sig stadig, havde vi snart kunnet komme ind i Kanalen ved Flandern, hvad vi da i høi grad længtede efter. Men vinden ti1tog hvert øie- blik voldsomt i styrke, og vi kastedes ud af vor kurs, saa at vi kom nordenfor øen Sorlingen (0uessant). Skjønt vi endnu ikke sikkert havde faaet land isigte, var dette vore gode styrmænds mening, da de havde taget lod- skud og fundet 8O favne vand. Da vi kom nærmere til 1and, vilde vinden til at vende; der kom nordøst til nord, saa det blev umuligt for os at lægge til i læ af land. Først nu begynder vore ulykker og vor bitre nød, fra hvil- ken Vor Frelser til sin tid og paa sit sted friede ud mig uvær- dige og ti af mine ledsagere, som det vil sees i den følgende vidunderlige beretning. J Det hændte den 10de november, aftenen før St. Martins fest, at vort ror mistede sine kramper paa grund af den voldsomme sjø; roret er det ulykkelige skibe tøile, og paa det maa man kunne sto1e. Her var intet til at holde det paa plads. Hvor ængstelig og fortvivlet jeg var, vil den forstandige læser indse. Da var jeg ligesaa hjælpeløs som den ulykkelige, til hvem man nærmer sig med strikken for at lægge den om hans hals og heise ham op. Dog tog jeg mod til mig, saa godt som jeg kunde, begyndte at bruge min myndighed som fører og søgte med min tale og min adfærd at sætte mod i de forskrækkede sjøfolk, som alle- rede var som halvdøde; jeg befalede at binde roret fast med et