Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/882

872 Non1)1.AN1)s A1uT. stort taug, ikke fordi vi paa den maade fik det paa sin plads igjen, men kun for at have det sikkert anbragt paa siden af skibet, som hele tiden arbeidede voldsomt. Men det gik alligevel saa, at det sled sig helt løst fra skibet, men blev dog hængende i bagstavnen, da det var bundet. og saaledes trak vi det efter os i tre dage til ingen nytte. Men vi fik det dog til- sidst med møie og stort arbeide trukket op paa skibet. Vi sur- rede det saa godt vi kunde, forat det ikke skulde slaa istykker skibssiden, naar skibet arbeidede. Saaledes var det vor skjæbne at ligge der paa det vide og rasende hav uden styring og med seilene oppe for vinden; under- tiden holdt vi op i vinden, til seilene blaffede, derpaa lensede vi afsted for vinden, idet vi mod vort ønske kom længere og læn- gere fra land. Jeg saa, at det var en fortvivlet reise, og jeg kjendte vore sjøfolk, at de altid vil stille sin hunger. Efter overveielse foreslog jeg regler og maal for brugen af det, som var igjen af vor proviant. Til at fordele den, valgte jeg to eller tre mand, hvilket vandt bifald hos de fleste; disse ud- delte provianten ligelig to gange om dagen og om natten; jeg undtog ikke mig selv fra denne regel. Saalænge vor ulykke va- rede, kunde vi maaske ved disse forholdsregler fri os fra døden. Alle var enige i dette, og det blev udført saaledes. Jeg trak mig i ensomhed tilbage til min kahyt for bedre at kunne overveie min elendige tilstand og min sjæls tilstand og angre mine synder. Jeg vendte mig til Vor Herre Gud og gav mig i hans vold. Jeg tilstaar sandfærdig, at det var mig en stor lindring i den svære angst, som plagede mig, at min søn, som jeg elskede saa høit, var vandret bort. Thi jeg ved ikke, hvorledes det skulde have været muligt for mig at holde dette ud, hvis jeg havde havt ham og skulde tænke paa, at han maatte dø for mine øine. Til nogen lettelse i min sorg tog jeg mig til at tænke efter og overveie, hvor skrøbelige vore legemer er, og hvorledes store fyrster og konger, fattige og ringe, nulevende og de, som kommer efter, alle nødvendig er hjem- faldne til døden. Men for os kristne er det en forret at faa del i paradisets herlighed ved Vor Herre Jesu Kristi lidelse, naar vi sønderknuste overlader os i hans vold. Med disse og lignende tanker fik jeg kraft, saa jeg da ansaa det at dø som noget lidet eller som intet. Med de samme tan- ker forsøgte jeg at sætte mod i den ulykkelige skare af sjøfolk, som angrede sine synder. Jeg mærkede, at hos nogle af dem havde mine ord gjort virkning. Under disse omstændigheder besluttede vi, efter raad af en tømmermand, at arbeide to latinske ror af de over-flødige ræer og