HISTORIE. 877 saa at altid 7 og 7 mand maatte veksle med at øse og at staa tilrors og styre i haard kulde. Dernæst havde vi kun meget lidet vin igjen, og det blev derfor nødvendigt at træffe en bestemmelse. Vi tog Vi kop, og det ikke en stor, to gange i døgnet; det var en elendighed. Men med mad var vi noget bedre stillede, thi der var et nogenlunde forraad af Salt kjød, ost og beskøiter. Men da vi manglede drikke, var vi bange for at spise Salt mad. Under disse Omstændigheder begyndte den ene efter den anden at dø; de viste ikke paa forhaand noget tegn paa, at døden var nær, men de faldt pludselig død om for vore øine. Til yderligere oplysning kan jeg berette, at de første, som døde, var dem, som ombord havde været umaadelige i nydelsen af vin og havde gaaet i en rus, idet de stadig opholdt sig ved ilden. Ved at gaa fra den ene yderlighed til den anden, var de, selv om de var særdeles kraftige folk, lidet skikkede til at taale saadanne strabadser. En dag døde to, en anden dag døde tre eller fire, og dette var mellem 19de og 29de december; vi kastede dem straks i havet. Da al vin var sluppet op den 29de, og da vi ikke vidste, hvor langt vi var fra land, ønskede jeg at høre til deres tal, som allerede var døde. Gud gav mig dog i sin naade saa stor udholdenhed, at jeg blev ilive. Da alle var saa fortvivlede og sikre paa at dø, fik jeg af Gud den indskydelse med passende ord at formane de gjenlevende til ydmygt og gudhengivent at gaa den visse død imøde, idet vi sammen nød sakramentet i den vin, som var igjen. Efterat jeg havde talt, viste alle sig under taarer som gode kristne, og de anbefalede sin sjæl til Guds varetægt. Da de var i yderste nød for vand, begyndte mange, vanvittige af tørst, at drikke Salt vand. Da mistede den ene efter den anden livet. Nogle af os ulykkelige gav os til at drikke urin, og det blev den vigtigste grund til, at vi opholdt livet. For ikke at plages endnu mere af tørst, afholdt jeg mig næsten ganske fra at spise, thi vi havde ikke andet end salt mad. I denne elendige forfatning var vi i fem dage; den 4de januar før dagens frembrud seilede vi afsted for svag nordøstlig vind, og da saa en af folkene, som var i stavnen paa baaden, ligesom en skygge af land foran os i læ. Han raabte da spændt, hvad han syntes at se, saa alle i haab om frelse vendte øinene i den retning. Dagen var endnu ikke kommen, og vi ventede paa, den skulde gry, saa vi kunde faa vide, om det var land. Saaledes fik vi nyt mod og styrke, og vi greb til aarerne for at komme nærmere til land, som vi længtes saa meget efter; men paa grund af den store afstand og den korte dag, som kun varede to timer, tabte vi landet afsyne, og vi kunde heller ikke bruge aarerne lnger, da vi var saa trætte. Denne lange nat
Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/887
Denne siden er ikke korrekturlest